Gå til hovedindhold

Hjælp og rådgivning

Her kan du finde hjælp til at håndtere forskellige elementer af livet med MPN.

Under dette tema finder du:
​Information om hvilket tal i dine blodprøver du skal holde øje med, en film om, hvordan en blodtapning foregår, gode råd og øvelser til at opbygge sunde vaner og en ordliste over fagbegreber og termer.​

Det kan være svært at få konstateret en kronisk blodsygdom – og derfor helt normalt at føle sig forvirret eller ensom. 

MPN er så sjælden en sygdom, at du sandsynligvis ikke kender nogen, som gennemgår det samme forløb. Samtidig er der mange nye oplysninger og fagtermer, du skal forholde dig til.

På siden her kan du finde hjælp til at håndtere forskellige elementer af livet med MPN.


Dine blodprøver

Blodprøver er en uundgåelig del af det at leve med MPN. Måske får du taget blodprøver et par gange om året, måske en gang om ugen. Det er din læges ansvar at holde øje med blodprøvesvarene, og lægen vil kontakte dig, hvis tallene giver anledning til at ændre i din behandling.

Hvis du har PV, er der et tal, som du med fordel selv kan holde øje med i dine prøver: nemlig din hæmatokritværdi (benævnt Erytrocytter, vol.fr.;B på sundhed.dk). Hvis du ligger over 0,44, så kontakt gerne afdelingen, hvor du går i behandling, og bestil tid til en blodtapning. Det kan være, den grænse du har lagt med din læge er lidt anderledes – og så er det dén du skal følge.

Hvis du har PMF, er der et andet tal, der også kan være godt at kende: nemlig din hæmoglobinværd (”Hæmoglobin;B (mmol/L)”. Hvis den er under din aftalte transfusionsgrænse, så kontakt gerne afdelingen, hvor du går i behandling, og bestil tid til en blodtransfusion.

Det er en stor hjælp for lægerne og sygeplejerskerne, hvis du selv er opmærksom på ovenstående. Ellers får du selvfølgelig en indkaldelse fra hospitalet, hvis det er det, I har aftalt.

Sådan finder du dine blodprøvesvar

Du kan finde svar på dine blodprøver på sundhed.​dk​ under fanen ”Laboratoriesvar”. Du skal bruge dit MitID for at logge ind.
Se blodprøvesvar på sundhed.dk

Sådan foregår en blodtapning

Hos nogle mennesker med PV skal blodmængden reguleres ved hjælp af blodtapning. Her fortæller Lars, som er læge, hvordan en blodtapning (venesectio) foregår.
​​

​​​​​

Får du ofte taget blodprøver?

Hvis du ofte skal på hospitalet for at få taget blodprøver, kan du undersøge muligheden for at få taget dem tættere på eller i dit hjem.
Læs mere om at få taget blodprøve​r i Patientguiden.dk​


Gode råd til sunde vaner

Med MPN-sygdomme følger også en øget risiko for at få blodpropper. Den kan du mindske ved at være opmærksom på kost, rygning, alkohol og motion.

Vaneændring er ikke nemt i en travl hverdag. Men på baggrund af forskning i adfærd og vaner får du her fire gode råd til at etablere en ny vane.

  1. Start småt. Små sejre er en forudsætning for vaneændringer, motivation og varige resultater. Det er forskellen mellem: ”Jeg vil spise spidskål og broccoli hele ugen” og ”I dag laver jeg salat i stedet for pasta”.

  2. Gør det let. Hvis din nye vane er let at implementere og passer ind i din hverdag, er der større chance for succes. Det er fx lettere at udskifte bilen med cyklen til og fra den aftale, du alligevel skal til, end det er at begynde på danseskolen, der ligger 15 km. væk.

  3. Kombinér det, du elsker, med din nye vane. Løftede pegefingre og pligtfølelse er ikke særlig motiverende. Se om du i stedet kan kombinere noget, du holder af, med din nye vane. Kan du høre en lydbog af din yndlingsforfatter, mens du laver mad, så gør det næppe noget, at det tager lidt længere tid at skrælle grøntsager end at varme en færdigkøbt pizza.

  4. Pas på ’pyt’-effekten. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt du falder i og bryder din nye vane – for det gør alle – men om, hvad du gør, når det sker. For mange mennesker udløser et enkelt fejltrin en ’så-kan-det-også-være-ligegyldigt’-adfærd. Men der er stor forskel på, om du kommer til at ryge én cigaret eller en hel pakke. Og om du spiser usundt én dag eller hele ugen.

Eksempler på sund mad, gullerødder, porrer og brocolli

Få hjælp til rygestop

Mange apoteker udbyder rygestopkurser. Kontakt dit lokale apotek, hvis du vil høre mere.
Læs mere om rygestop på apoteket.dk/rygestop​​​​

​Øvelse 1. Beskriv din nye vane

Screenshot af øvelsesark 1

Øvelse 1:
Du synes måske, at det kan virke som tidsspild at sætte dig ned og planlægge den vane, du enten vil ændre eller opbygge. Men forskning har vist, at sandsynligheden for at lykkes med den er større, når du planlægger og følger op. Derfor har vi lavet en øvelse med tre trin, der hjælper dig med netop det.

Øvelse 2. Følg udviklingen i din nye vane

Screenshot af øvelsesark 2

Øvelse 2:
Det er motiverende at ændre vaner, hvis du kan følge og se en udvikling. Det har forskning vist. Derfor har vi lavet et skema, du kan bruge til netop det. Skemaet er lavet til en periode på fire uger. Så kan du definere nye mål eller starte på en frisk en gang om måneden.
​​​


Ordliste over fagbegreber og termer​

Du støder sikkert på mange fagbegreber og termer, når du læser eller taler om sygdommen. Her har vi samlet en liste, hvor du kan finde forklaringer på de fleste af dem:​

​Anæmi

Anæmi kaldes også for blodmangel. Det betyder, at antallet af røde blodlegemer er under det normale, og iltniveauet i kroppens væv derfor kan blive for lavt. Nogle mennesker med MPN oplever blodmangel. Symptomerne på anæmi er ofte træthed, svaghed og åndenød.​

​Bivirkning

En bivirkning er en uønsket virkning af et lægemiddel eller en behandling.​

​Blodplader

Blodplader er celler i blodet, der bl.a. er med til at sikre, at vores blod størkner ved blødninger. De kaldes også trombocytter. Hos nogle MPN-patienter kan mængden af blodplader blive for høj, og det er med til at øge risikoen for bl.a. blodpropper, da blodpladerne kan klæbe sammen. Derfor er det en god idé at motionere, spise sundt og undgå rygning. Det ændrer ikke ved mængden af blodplader, men virker generelt forebyggende mod blodpropper.​

​Blodprøver

Ud fra dine blodprøver kan lægen vurdere antallet af de forskellige celler i blodet: røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader. Lægen kan også undersøge cellernes form og størrelse og få en indikation på, hvordan forskellige organer fungerer – fx nyrerne og leveren.​

​Blodtapning

Mange mennesker med MPN af typen PV vil på et tidspunkt få brug for at få tappet blod – eller for at få lavet en venesectio, som det hedder på fagsprog. Det gør man fordi blodet ved meget høj hæmatokrit bliver tykt og har sværere ved at flyde.​

​Blodtransfusion

For nogle PMF-patienter kan det hjælpe at få transfusioner med jævne mellemrum, hvis din hæmoglobinværdi er under din aftalte transfusionsgrænse. En transfusion er en procedure, hvor du får tilført blod eller dele af blodets komponenter ind i blodbanen.​

​Differentiering

Når cellerne i blodet modnes normalt, kalder man det for differentiering. Det gælder både røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader.​

Erythropoietin (EPO)

EPO produceres i vores nyrer, men kan også gives som medicin i forbindelse med anæmi (blodmangel). EPO hjælper knoglemarven til at producere røde blodlegemer og er derfor også med til at tilføre kroppens væv mere ilt. EPO tilbydes undertiden til patienter med PMF, der er en af de tre MPN-sygdomme.​

​ET

ET står for essentiel trombocytose, som betyder ”for mange blodplader”. Det er en af de tre MPN-sygdomme. Som ved andre MPN-sygdomme er det knoglemarvens ’mekanik’, der ikke fungerer optimalt og derfor producerer for mange blodplader.​

​Fibrøst væv

Fibrøst væv er bindevæv. Hos mennesker med MPN-sygdommen PMF ser man en øget mængde bindevæv i knoglemarven. Vokser mængden af bindevæv, betyder det, at der med tiden ikke kan dannes nok normale blodceller i knoglemarven.​

​Hjertemagnyl

Hjertemagnyl gives til nogle mennesker med MPN, da det er med til at forebygge blodpropper. Risikoen for blodpropper øges hos MPN-patienter med øget blodcelletal.

Hvide blodlegemer

De hvide blodlegemer bliver produceret i knoglemarven og lymfeknuderne og er bl.a. vigtige for vores immunsystem, der forhindrer og bekæmper infektioner. Har du MPN, kan mængden af hvide blodlegemer være forhøjet i dit blod.

Hæmatokrit (HCT)

Hæmatokritniveauet er en betegnelse for mængden af røde blodlegemer i blodet. Hos mænd er det normalt at have et hæmatokritniveau på 40-52 pct., mens det hos kvinder typisk er 36-46 pct. Ved PV er hæmatokritværdien øget over disse niveauer.​

​Hæmatolog

Hæmatologer er de læger, der har specialiseret sig i blodsygdomme som fx MPN.

JAK2

Æggehvidetoffet JAK2 (Janus kinase), som findes i knoglemarven, påvirker dannelsen af blodceller. Hos ca. halvdelen af MPN-patienter kan man se en mutation i netop det enzym, hvilket medfører den øgede celledeling.

Kelering

Hvis du har fået mange blodtransfusioner, kan indholdet af jern i dit blod være for højt, og din læge kan vælge at henvise dig til den medicinske behandlingsform, chelering. Her fjernes den forhøjede jernmængde.

Kemoterapi

Nogle MPN-patienter behandles med milde former for kemoterapi, som dræber blodcellerne. Det har til formål at dræbe de unormale celler i blodet, så antallet mindskes til normale værdier.

Knoglemarv

I kroppens større knogler findes et svampelignende væv, der kaldes knoglemarven. Den fungerer som en fabrik for produktion af hvide blodlegemer, røde blodlegemer og blodplader. Har du en MPN-sygdom, er det ofte knoglemarvens ’mekanik’, der ikke fungerer og derfor producerer unormalt mange blodceller.

Knoglemarvstransplantation

Hos yngre mennesker med MPN kan knoglemarvstransplantation i enkelte tilfælde være en behandlingsmulighed. Forud for transplantationen gives høje doser af kemoterapi eller strålebehandling, som dræber den syge knoglemarv. Herefter tilfører man sund knoglemarv fra en donor eller patienten selv.

​Knoglemarvsprøve

Når du får diagnosticeret MPN, sker det ofte ved hjælp af en knoglemarvsprøve. Her tager man en prøve af flydende knoglemarv og et lille stykke af knoglens indre ud, som sendes til undersøgelse. Indgrebet foregår under lokalbedøvelse.

Milt

Hos mennesker med MPN-sygdommene PV og PMF kan milten være forstørret og mærkes som en trykken under venstre ribbenskant.

Myeloproliferative neoplasier (MPN)

Myeloproliferative neoplasier (MPN) er den samlede betegnelse for en gruppe af knoglemarvssygdomme. Man kan dele ordets betydning op i tre:
  • ”Myelo” er græsk og refererer til knoglemarven.
  • ”Proliferativ” betyder at vokse eller reproducere.
  • ”Neoplasi” betyder nyvækst og refererer til celler, der udvikler sig uden at være underlagt den normale cellekontrol i kroppen.
MPN-sygdomme opdeles typisk i tre sygdomsgrupper: PV, ET og PMF, som også kaldes kroniske myeloproliferative sygdomme. De er kendetegnet ved, at stamcellerne i knoglemarven overproducerer røde blodlegemer, hvide blodlegemer og/eller blodplader.

PMF

PMF står for primær myelofibrose, som betyder ”forøget mængde af bindevæv i knoglemarven”. Det er en af de tre MPN-sygdomme. Som ved andre MPN-sygdomme er det knoglemarvens ’mekanik’, der ikke fungerer optimalt og derfor producerer for meget bindevæv og for mange hvide blodlegemer og blodplader. Ofte ser man også, at der produceres for få røde blodlegemer, hvilket kan føre til anæmi (blodmangel).

PV

PV står for polycytæmia vera, som betyder ”mange celler i blodet” og er en af de tre MPN-sygdomme. Som ved andre MPN-sygdomme er det knoglemarvens ’mekanik’, der ikke fungerer optimalt og derfor overproducerer både hvide blodlegemer, røde blodlegemer og blodplader (blodceller). Der ses især en overproduktion af røde blodlegemer, som medfører et højt hæmatokritniveau, hvor blodet bliver tyktflydende.

Røde blodceller (RBC)

De røde blodceller sørger for ilt til kroppens væv. PV-patienter har for mange røde blodceller, hvor PMF-patienter kan have for få røde blodceller og derfor opleve træthed, svaghed og åndenød.

Trombocytopeni

Ligesom du kan mangle røde og hvide blodlegemer, kan du også mangle blodplader, når du lever med MPN-undertypen PMF. Det kaldes trombocytopeni.











Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden