For at styrke de unges selvstændighed og forberede dem på - med tiden - at skulle varetage hospitalsbesøg uden forældrenes hjælp, er det en god idé at udsende indkaldelser og informationsbrev til de unge selv. Typisk sendes ét eksemplar af indkaldelsen og informationsbrevet til den unge samt et andet eksemplar til forældrene. Begge eksemplarer målrettes sprogligt til henholdsvis den unge og forældre.
Se forslag til informationsbrev til unge her
Se forslag til informationsbrev til forældre her
Informationsmaterialet om det forestående transitionsforløb bør indeholde oplysninger om tid og sted, split-visit-modellen (forældrenes deltagelse de første og sidste 10 minutter af konsultationen), formålet med samtalerne, indholdet af samtalerne, at den unge får tildelt en transitionskoordinator, hvornår transfer forventes, og hvilke eventuelle spørgeskemaer, den unge vil blive bedt om at udfylde (kan sendes med informationsbrevet).
Læs mere om transfer her
Læs mere om transitionskoordinator her
Læs mere om spørgeskemaer her
Idéer til ordlyd i informationsmaterialet
Det har vist sig, at både de unge og deres forældre kan have svært ved at gennemskue, hvad formålet med transitionsforløbet overhovedet er. Derfor kan det være en god idé at forklare, hvorfor transitionsforløbet er vigtigt for den unge (formålet med samtalerne). For eksempel:
"Transition ruster dig til at overtage behandlingen, når du bliver voksen, at planlægge besøg på hospitalet, og at aftale medicin og behandling med lægen".
Det kan endvidere være en god idé at forklare sammenhængen mellem samtalens form og overgangen til voksenafdeling. For eksempel:
"Når du kommer hos os, bliver du gradvist trænet i at tale med lægen og sygeplejersken selv, og du deltager derfor i konsultationen alene noget af tiden. Vi inviterer dine forældre med til konsultationen i starten og i slutningen, så de kan følge med i vores planer."
Samtalernes indhold kan forklares med følgende ordlyd:
"For nogle unge fylder sygdom, behandling og hospitalsbesøg meget, og hos os taler vi om, hvordan du kan få det til at blive en del af hverdagen både nu, og når du bliver voksen og overgår til voksenafdeling"
Unges samlede livssituation har betydning for, om de passer deres behandling, og den strukturerede ungdomsanamnese HEADS kan anvendes til at dække alle relevante aspekter i de unges liv. Da sammenhængen mellem emnerne i HEADS og transition kan være vanskelig for nogle at få øje på, kan det være en god idé for eksempel at skrive:
"Vi taler også med dig med dig om fx venskaber, fritid og fremtidsplaner, fordi disse emner kan have betydning for, hvor nemt eller svært det er at passe sin behandling."
Læs mere om HEADS her. (pdf åbner i ny fane)
Hvorfor vil vi gerne tale alene med dit/jeres barn? (pdf åbner i ny fane)