Halvdelen af alle danske børn får antibiotika, ofte unødigt, inden for de to første leveår. Ca. 30 % af alle børn bliver indlagt på mistanke om infektion i løbet af barndommen, og hovedparten bliver behandlet intensivt med antibiotika på trods af, at mange ikke får stillet en præcis diagnose. Dette har store samfundsøkonomiske omkostninger og bidrager til den øgede antibiotikaresistens i verden.
Et nyt forskningspartnerskab mellem Rigshospitalet og Københavns Universitet, kaldet ’CHILD’, har som mål at ændre på dette. Partnerskabet er en af fire nye Clinical Academic Groups (CAG’s) i Region Hovedstaden, som er udnævnt af CHSP – Copenhagen Health Science Partners i 2018.
Infektioner er den hyppigste årsag til sygdom blandt danske børn og årsag til 10% af alle dødsfald hos børn over 1 år.
Vil reducere forekomsten af alvorlige infektioner
Ambitionen for den nye CHILD-CAG er klar: Byrden af infektioner kan reduceres markant, hvis den forebyggende indsats, og behandlingsstrategierne bliver bedre. Partnerne i CHILD-CAG’en vil indsamle tusindvis af navlesnorsprøver samt prøver fra de mange børn, der indlægges på mistanke om infektion i Region Hovedstaden.
Målet er at reducere antallet af infektioner hos børn og styrke behandlingen og den forebyggende indsats gennem en målrettet forskning, der kobles tæt til klinisk praksis på de fire børneafdelinger i Region Hovedstaden. CHILD ledes af professor i pædiatri Kjeld Schmiegelow fra BørneUngeKlinikken på Rigshospitalet og professor i immunologi Søren Buus fra Københavns Universitet.
Ved nye analysemetoder vil forskerne:
- Forbedre diagnostikken af, hvilke virus og bakterier børnene er inficeret med.
- Kortlægge hvordan deres immunapparat fungerer ved fødslen, og hvordan dette påvirker evnen til senere bekæmpelse af infektioner.
- Udvikle nye vaccinationsstrategier for at forebygge infektioner hos børn.
- Implementere nye diagnostiske metoder og ny viden om behandling af infektion hos børn på børneafdelinger og hos praktiserende læger.
- Formidle den nye viden til universitetets sundhedsuddannelser.
”Dette er en enestående mulighed for at etablere et tæt samarbejde mellem grundforskning og klinik, som konkret vil gavne klinisk forskning – og på langt sigt – forebyggelse, diagnostik og behandling af børn med infektion”, siger Kjeld Schmiegelow og Søren Buus samstemmende.
Finansiering af CAG
Til at styrke denne CAG har CHSP bevilget 1 mio. kr. i basisfinansiering fordelt over to år. Herudover dækker CHSP lønnen til én ny 3-årig ph.d.-studerende for hver CAG, mens forskergruppen selv finansierer to yderligere ph.d.-studerende.