Hvad sker der, når du er blevet udskrevet efter operation for en tumor i bugspytkirtlen?
Efter udskrivelsen vil man blive fulgt af læger og sygeplejersker i afdelingens ambulatorium.
Hvis du har fået fjernet hele bugspytkirtlen, skal du behandles med insulin og fordøjelsesenzymer resten af livet. Insulinen tages via indsprøjtninger, ligesom diabetikere, mens enzymerne er i form af tabletter.
Hvis du har fået fjernet bugspytkirtlens hoved, er det sjældent nødvendigt med insulinbehandling. Til gengæld får de fleste behov for enzymbehandling, for at undgå diarré i forbindelse med måltider.
Hvis du har fået fjernet bugspytkirtlens krop og hale, er enzymbehandling som regel ikke nødvendig, men 30 procent har behov for insulin behandling.
Efter operationen gives udførlig vejledning af en diætist fra afdelingen, og ved insulinbehandling, bliver man tilknyttet en afdeling med speciale i diabetes på ens eget hospital.
Patienter med kræft i bugspytkirtlen bliver tilbudt supplerende kemoterapi efter operationen, hvilket øger sandsynligheden for helbredelse. Efter operation af NET er der som hovedregel ikke behov for efterbehandling og aldrig efter operation for cyster, hvis disse er godartede.
Hvis sygdommen har spredt sig, er kirurgi som hovedregel ikke mulig. Det gælder også, hvis sygdommen efter operation vender tilbage. Man vil i stedet blive tilbudt medicinsk kræftbehandling, der almindeligvis ikke er helbredende.
Kirurgisk sygeplejeklinik følger dig telefonisk de første uger efter udskrivelsen. Vi har bl.a. fokus på appetit, kvalme, mavetarmfunktion og smerter. Du har mulighed for at kontakte os, hvis du oplever gener som følge af operationen.
Afhængig af din operationstype kan der være konsultation med speciallæge og diætist.
Hvis det drejer sig om en kræfttumor, henvises du til en afdeling for kræftbehandling i din region. Ved andre diagnoser end kræft, bliver du henvist til den afdeling som er relevant for dit videre forløb. Sygeplejeklinikken følger dig indtil du har en kontakt.
Når din kræftbehandling er færdig, tilbydes du opfølgningsforløb i sygeplejeklinikken eller kontrolforløb i speciallægeambulatoriet. Forløbet er tilrettelagt ud fra Sundhedsstyrelsen anbefalinger.
Formålet med samtalerne er at støtte dig i tiden efter kræftbehandlingen, hjælpe dig med at håndtere mulige senfølger og at holde øje med eventuelle symptomer hvis kræften vender tilbage (alarmsymptomer). Vi kan ved behov henvise dig til kommunal kræftrehabilitering.
Når der er gået to år efter din operation, afsluttes opfølgningen hos os. Herefter skal du i udgangspunktet kontakte din egen læge.