Gå til hovedindhold

​​

Kræftværkets historie

​Siden vi åbnede i 2015, har Kræftværket været et frirum for unge med kræft på Rigshospitalet og Herlev Hospital. Du kan læse mere om vores historie her.​

​Kræftværket åbnede på Rigshospitalet i januar 2015 med afsæt i et stort behov for et tilbud til unge og unge voksne med kræft.

På Rigshospitalet er der i gennemsnit indlagt 7-15 unge med kræft hver dag. Hertil kommer adskillige unge, som ikke er indlagt, men som løbende kommer på hospitalet til behandling og kontrol. Disse unge er i en særligt sårbar position, fordi de ofte har en dårligere prognose og større risiko for alvorlige bivirkninger til behandlingen, samtidig med at de befinder sig på et ganske særligt tidspunkt i livet, som kan være vanskeligt nok at komme igennem, selv uden en alvorlig sygdom. De unge har derfor ikke alene brug for højtspecialiseret behandling af kræftsygdommen, men også for hjælp og støtte til at opretholde deres ungdomsliv, sociale relationer, uddannelse, karriere og identitetsdannelse.

På den baggrund blev Kræftværket etableret som en del af projekt Ungdomsliv og kræft. Samtidig blev der oprettet en styregruppe, som står for den overordnede koordination og styring, herunder kommunikation, økonomi og evaluering. 

I 2016 fik Kræftværket​ tilknyttet en forskningsgruppe, som arbejder systematisk med patientinddragelse. Du kan læse mere om forskningen i Kræftværket via linkene på denne side.

Fællesrum og ungestuer

Kræftværket består af et 35 kvadratmeter stort (kittel- og forældrefrit) opholdsrum, hvor unge med kræft kan komme, når de har lyst, og møde andre unge med kræft. Derudover er der indrettet et træningslokale og seks ungestuer, hvor unge kan sidde sammen med andre unge, mens de får behandling. Du kan læse mere om vores ungestuer her.

Da Kræftværket åbnede, vidste vi i styregruppen, at et fællesrum ville kunne opfylde unges ønske om et fristed, hvor de kunne mødes med andre unge, men vi vidste også, at de fysiske rammer ikke kunne gøre det alene. Kræftværket skulle have en sundhedsfaglig bemanding, som skulle understøtte det ungevenlige hospital og de unges særlige behov.

Fra begyndelsen har sygeplejerske og ungeambassadør Maiken Hjerming haft en central rolle i etableringen og driften af Kræftværket. Siden indvielsen har hun varetaget funktionen som ungekoordinator på Rigshospitalet. Ungekoordinatoren har overblik over, hvilke unge som er i et kræftforløb, informerer alle om Kræftværket og Kræftværkets sociale platforme, er en gennemgående person i et langt behandlingsforløb og tilbyder støttende samtaler.

Kræftværket på Finansloven

Maiken Hjerming var til en start ansat i en 3-årig projektstilling finansieret af BørneCancerFonden. Efterfølgende kom Kræftværket på Finansloven (satspuljemidler), og i 2020 fik vi en varig bevilling og en opnormering, som betød, at vi kunne ansætte socialpædagog Tine Bøye Pedersen.

I dag viser besøgstallene og ikke mindst responsen fra de unge, at det fortsat er vigtigt med et sted, som er dedikeret til de unge. I gennemsnit har Kræftværket haft besøg af mere end 130 unge hver måned, siden vi åbnede. Dertil kommer ca. 50 besøg hos unge i klinikken. 


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden