Du kommer til at bruge en del tid på behandlinger. Det er ikke superfedt, det ved vi. Derfor har vi sammen med en række unge skabt Ungesporet, som forhåbentlig får dig til at føle dig velkommen, når du er ung i et kræftforløb. Ungesporet består blandt andet af ungestuer og ungetavler.
Sid sammen med andre på ungestuerne
En vigtig del af Ungesporet er ungestuerne, hvor du sidder sammen med andre unge, når du får behandling. Det kan være rart at sidde sammen med nogen, der er i samme situation som dig selv, og måske får I lyst til at tale med hinanden. Hvis ikke, er det også helt fint.
På ungestuerne har vi gjort noget ud af indretningen, så stuerne er rare at være på. Stuerne er indrettet med hjælp og erfaringer fra unge, der selv er eller har været i kræftforløb.
Her finder du ungestuerne:
Blodsygdomme, klinik 2084 (Akut Leukæmi, Kroniske Myeloide Sygdomme, Godartede Blodsygdomme og Blødersygdomme)
Blodsygdomme, klinik 2094 (Lymfom, Kronisk Lymfatisk Leukæmi og Myelomatose)
Blodsygdomme, klinik 4042 (Allogen knoglemarvstransplantation)
Kræftbehandling, klinik 4222 (Urinvejskræft og Sjældne Kræftsygdomme)
Kræftbehandling, klinik 5042 (Underlivskræft og Kræft i Hjernen)

Ungestuerne er udsmykket med kunstværker af Stine Hvid.
Se, hvad der sker på ungetavlerne
Når du bevæger dig rundt på Afdeling for Blodsygdomme og Afdeling for Kræftbehandling, støder du af og til på ungetavlerne. Her kan du se, hvad der sker i Kræftværket lige nu, og hvad der ellers er af tilbud til unge i behandling på Rigshospitalet. Det kan fx være i Hr. Berg eller i Ung Kræft.