
Kommunikation er en kompleks færdighed, og evnen til at kommunikere afhænger af en række processer i hjernen i et samspil mellem sensoriske, motoriske og kognitive funktioner. Disse processer kan blive påvirket efter en erhvervet hjerneskade.
Fælles for alle typer af kommunikationsvanskeligheder efter en hjerneskade er, at det kan have store konsekvenser. Vanskeligheder med sprog, tale og kommunikation kan begrænse deltagelse i meningsfulde aktiviteter og inddragelse i beslutninger om eget liv. Det kan også øge risikoen for emotionelle reaktioner som angst og depression samt social isolation og ensomhed.
Det er afgørende med tidlig udredning, som følges op med en sammenhængende indsats - både i hospitalsregi og i forbindelse med den efterfølgende rehabilitering.