Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

God effekt af familiecentreret indsats i neurorehabiliteringen

​Familiemedlemmer til personer med erhvervet hjerne- eller rygmarvsskade oplever signifikant forbedret livskvalitet og en lavere belastning efter at have deltaget i et familiecentreret interventionsforløb. Det viser resultater fra forskningsprojektet FITS fra Videnscenter for Neurorehabilitering.

Sundhedsstyrelsen påpeger i anbefalingerne på hjerneskadeområdet (fra 2020 ), at det kan være gavnligt med indsatser, der har fokus på den samlede families trivsel, hvis et familiemedlem bliver ramt af erhvervet hjerneskade. Samtidig skriver styrelsen, at evidensbaserede familiecentrerede metoder er sparsomme.

Et forskningsprojekt fra Videnscenter for Neurorehabilitering på Rigshospitalet viser nu god effekt af et familiecentreret interventionsforløb, FITS. Sammenlignet med en kontrolgruppe, som har fået traditionel psykoedukation, er resultaterne fra indsatsen signifikante.

Interventionsforløbet, FITS, er afprøvet på familier, hvor et medlem af familien er blevet ramt af en skade på hjerne eller rygmarv. 

- Forløbet har vist sig at give gode resultater ved at forbedre familiemedlemmernes livskvalitet og give mindre belastning hos de pårørende Det er en rigtig god nyhed, at vi nu kan vise effekt af en afprøvet metode, der inddrager hele familien og ser hele familien som en ressource, fortæller Anne Norup, leder af Videnscenter for Neurorehabilitering og projektleder på FITS.

Illustration der viser: Den selvforstærkende cirkel - påvirkningen af familien efter en erhvervet hjerneskade.
Fælles intervention giver større forståelse 
FITS-forløbet består af otte sessioner, hvor de voksne familiemedlemmer deltager sammen. I sessioner drøftes temaer og problematikker og specifikke teknikker øves og arbejdes videre med derhjemme mellem sessioner. Sessionerne er i projektet blevet faciliteret af bl.a. Pernille Langer Søndergaard, der er specialist i klinisk neuropsykologi og har gennemført sessionerne som en del af sit ph.d.-projekt. 

- Inden samtalerne gik jeg ud fra, at familiemedlemmerne på et tidspunkt må have talt sammen om de her svære emner, men det har de ofte ikke, siger Pernille Langer Søndergaard.

Hun fortæller, at selve dét at samle familiemedlemmerne og lade dem forholde sig til de samme temaer, samtaleemner og spørgsmål, ser ud til at gøre en væsentlig forskel. 

- Temaerne i sessionerne er vigtige, men det er nok lige så meget en fælles proces, der giver en større fælles forståelse og samhørighed i familien, siger Pernille Langer Søndergaard.

Både erhvervet hjerneskade og rygmarvsskade giver en række komplekse, langvarige og ofte kroniske følgevirkninger, der ikke kun har alvorlige konsekvenser for den ramte, men også for den ramtes familie. Alligevel er støttetilbud, ifølge Pernille Langer Søndergaard og Anne Norup, typisk henvendt til den ramte selv eller den nærmeste pårørende - ikke til hele familien.

Videnscenter for Neurorehabilitering vil nu arbejde for at få interventionsforløbet, FITS, tilpasset til en form, der kan anvendes på tværs af sektorer, så endnu flere familier kan få glæde af tilbuddet om familieinterventionen.  ​

FAKTA om FITS​

FITS (Familie Intervention efter Traumatisk Skade) er en manualiseret intervention, som inddrager hele familien.

Om forskningsprojektet:
  • Forskningsprojektet har afprøvet familieinterventionen blandt familier, der lever med konsekvenser af en erhvervet hjerneskade eller rygmarvsskade.
  • Projektet er gennemført som et randomiseret kontrolleret studie i Danmark i perioden 2018 til 2022.
  • Projektet er nu afsluttet, og resultaterne viser, at deltagerne oplever forbedret livskvalitet og en mindre grad af belastning efter at have deltaget i interventionen.
  • Forskningsprojektet har modtaget støtte fra Offerfonden og Foreningen Østifterne. 
Læs mere om resultaterne af FITS i Journal of Clinical Medicine​, udgivet i foråret 2023

Af Maria Stove, Videnscenter for Neurorehabilitering


Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden