Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Kræft i spiserøret eller mavesæk (ECV)

Information til dig, der er henvist til Rigshospitalet med mistanke om kræft i spiserøret eller mavesækken. Vi har samlet de vigtigste informationer, som kan give dig et overblik over de undersøgelser og behandlinger du skal have foretaget på Afdeling for Transplantation og Sygdomme i Fordøjelsessystemet 

​Omkring 1100 Dans​kere om året vil blive ramt af kræft i spiserøret eller mavesækken.

På Afdeling for Transplantation og Sygdomme i Fordøjelsessystemet behandler vi omkring halvdelen af alle danske patienter.

Behandlingen er et tæt samarbejde mellem kirurgiske og medicinske afdelinger.​​​

​Du skal have tilbudt den mest effektive behandling, som passer til netop dig og din sygdom. Derfor er der en kortvarig periode med undersøgelser:​

Kikkertundersøgelse af spiserør og mavesæk (gastroskopi)
Selvom du har fået foretaget en kikkertundersøgelse tidligere, er det ofte nødvendigt for os at gentage den. Formålet er at præcisere sygdommens lokalisering af hensyn til en evt. kommende operation, og sikre, at din diagnose er korrekt.

Vævsprøver
Vævsprøverne (biopsier), som foretages under en kikkertundersøgelse, hjælper os til at fastslå om du har en kræftknude i spiserøret eller mavesækken og hvilken type kræft det er.

Blodprøver
Du får taget en række blodprøver, som både fastlægger din blodtype, og hjælper os med at vurdere, om du kan tåle behandlingen.

Sygdommens udbredelse
For at kunne afgøre hvor udbredt sygdommen er skal der foretages en PET/ CT-skanning af mave og brystkasseområdet. Formålet med undersøgelserne er at afgøre, om sygdommen kun er lokaliseret til området omkring spiserøret eller den har spredt sig til lymfeknuder eller andre organer.

Tværfaglig behandlingskonference (MDT Konference)
MDT konference betyder Multi Disciplinær Team konference og er en tværfaglig beslutningskonference. Til dette møde deltager medicinske kræftlæger (onkologer), røntgenlæger, kirurger og dem, der har set på vævsprøverne (patologer).​

Du vil blive informeret om behandlingsmuligheder i en samtale i ambulatoriet på dit stamsygehus eller på Afdeling for Transplantation og Sygdomme i Fordøjelsessystemet på Rigshospitalet.


​Behandlingen af kræft i spiserøret eller mavesækken afhænger af flere faktorer. Vi skal vurdere sygdommens stadie, knudens placering, og din generelle helbredstilstand.

De mest almindelige behandlingstyper er kirurgi, kemoterapi, strålebehandling, immunterapi og målrettet behandling. Kirurgi bruges ofte til at fjerne kræftvævet, mens kemoterapi og strålebehandling kan anvendes for at reducere størrelsen på knuden eller eliminere resterende kræftceller. Immunterapi kan hjælpe med at styrke kroppens eget immunsystem og angribe specifikke kræftceller.

Vi vælger den rette behandling sammen med dig. Vi ser blandt andet på, hvor stor kræftknuden er, om den har spredt sig, og hvordan dit generelle helbred er. Dine ønsker og din livskvalitet er vigtige for os. Det er vigtigt, at du føler dig godt informeret og tryg ved behandlingsvalget, så vi sammen kan træffe den beslutning, der passer bedst til dine værdier og behov.​


Kirurgisk sygeplejeklinik følger dig telefonisk de første uger efter udskrivelsen. Vi har bl.a. fokus på appetit, kvalme, mavetarmfunktion og smerter. Du har mulighed for at kontakte os, hvis du oplever gener som følge af operationen.

Udenfor Sygeplejeklinikkens åbningstid kan du kontakte egen læge eller i akutte tilfælde vagtlægen.

Afhængig af din operationstype kan der være konsultation med speciallæge og diætist.

Hvis det drejer sig om en kræftknude, henvises du til en afdeling for kræftbehandling i din region. Ved andre diagnoser end kræft, bliver du henvist til den afdeling som er relevant for dit videre forløb. Sygeplejeklinikken følger dig indtil du har en kontakt.

Når din kræftbehandling er færdig, tilbydes du opfølgningsforløb i sygeplejeklinikken eller kontrolforløb i speciallægeambulatoriet. Forløbet er tilrettelagt ud fra Sundhedsstyrelsen anbefalinger.

Formålet med samtalerne er at støtte dig i tiden efter kræftbehandlingen, hjælpe dig med at håndtere mulige senfølger og at holde øje med eventuelle symptomer hvis kræften vender tilbage. Vi kan ved behov henvise dig til kommunal kræftrehabilitering.

Når der er gået to år efter din operation, afsluttes opfølgningen hos os. Herefter skal du i udgangspunktet kontakte din egen læge.​


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden