Bughule - kikkertundersøgelse

Bughulen undersøges med en kikkert og resultatet bruges til at vælge den rette behandling.

Diagnostisk laparoskopi

Hvorfor undersøge bughulen med kikkert?

For at kunne vælge den helt rette behandling, er det nødvendigt at vide nøjagtigt, hvor svulsten sidder, om den er vokset ind i andre organer eller om den på anden måde har spredt sig. Scanninger og røntgenbilleder giver desværre ikke altid mulighed for at bedømme små forandringer, og derfor er kikkertundersøgelsen nødvendig.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Du bliver indlagt en enkelt dag til kikkertundersøgelsen, som foregår i fuld bedøvelse. Derfor skal du møde fastende og tørstende, det vil sige ikke spise efter midnat og kun drikke vand indtil kl. 6. Undersøgelsen foregår ved at kirurgen indfører en tynd ”kikkert”  gennem et eller to små (3 cm) snit i maveskindet lige ved navlen. I forbindelse med undersøgelsen bliver der blæst luft (CO2) i bughulen, så det er muligt at se organerne hver for sig. Luften suges ud igen når undersøgelsen er færdig, men der kan være lidt tilbage, som forsvinder af sig selv.  Det er ikke unormalt at få ondt i skulderen efterfølgende på grund af dette. Selve undersøgelsen tager under 1 time, men forbered dig på at opholdet i afsnittet vil tage nogle timer.

Herunder kan du se punkt for punkt hvordan dagen forløber:

  • HJEMME - brusebad og rent tøj - se venligst pjecen: Personlig hygiejne før operation
  • Hvis du har fået udleveret smertestillende medicin skal du tage det hjemmefra som aftalt
  • Møde fastende til indlæggelse på Organkirurgi og Transplantation, klinik 2123 på det aftalte tidspunkt, hvor du vil blive anvist en  sengestue, klæder om og får en indsprøjtning med blodfortyndende medicin
  • Toiletbesøg - der findes ikke toiletter på operationsgangen
  • Portøren kører dig i sengen til operationsgangen på 4. sal, hvor du vil blive bedøvet og kikkertundersøgelsen vil finde sted
  • Når du igen er vågen, bliver du kørt tilbage til klinik 2123. Vi overvåger dig ved blandt andet at måle puls og blodtryk, indtil du er frisk nok til at gå hjem. Du kan få yderligere smertestillende, hvis du har behov for det
  • Samtale med kirurgen, som giver dig svar på kikkertundersøgelsen og skitserer den videre plan
  • Du bliver informeret om hvordan du kan kontakte klinikken, hvis du oplever problemer efter udskrivelsen

Efter udskrivelsen

På grund af bedøvelsen må du ikke selv køre i bil hjem og ikke køre alene med offentlig transport . Hvis det er nødvendigt kan  hjemtransport arrangeres herfra.

Du kan få brug for at tage smertestillende medicin de første par dage.  Vi anbefaler at tage Paracetamol (f.eks. Panodil, Pamol) 1 g x max 4. Skulle det ikke være tilstrækkeligt, kan det anbefales at supplere med 200 mg Ibumetin (f.eks. Ipren) eller lignende. 

Plastrene på de(t) små operationssår kan fjernes dagen efter undersøgelsen. Trådene opløser sig selv og falder af i løbet af et par uger.

Transport og parkering

www.rigshospitalet.dk/transport

Redaktør