​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Lymfeknudekræft

Lymfeknudekræft ​(malignt lymfom) opstår i de hvide blodlegemer, som kaldes lymfocytter. Lymfocytterne opholder sig i organismens lymfeknuder.  

Lymfeknudekræft er således en sygdom, der opstår i lymfeknuderne, og ikke en spredning af en kræftsygdom til lymfeknuderne. Normalt kan man ikke mærke lymfeknuder, men i forbindelse med infektion kan lymfeknuderne hæve og blive ømme. Dette er en normal reaktion på infektion.

Der kan opstå en ændring i cellerne i lymfeknuderne, således at de bliver til kræftceller (malignt lymfom). Lymfeknuden vokser og bliver følelig, men er normalt ikke øm. Udover at findes i lymfeknuderne findes lymfeknudevæv under normale forhold flere steder i kroppen, f.eks. i milten, i slimhinden i de øvre luftveje, i tarmslimhinden og i huden. Derfor er der også flere forskellige typer af lymfeknudekræft, som hver kræver sin specielle behandling og opfølgning.

Man behøver ikke at have symptomer på sygdom ved malignt lymfom. Symptomer som vægttab, nattesved, vedvarende feber og almen sygdomsfølelse ses vekslende og afhænger både af typen af lymfeknudekræft og mængden af sygdom.

Der skelnes mellem to hovedtyper af lymfeknudekræft: Hodgkin lymfom og non-Hodgkin lymfom. For begge typer findes flere undertyper, flest for non-Hodgkin's lymfom.

Diagnose

Undersøgelser for disse sygdomme foregår ved, at der tages en vævsprøve af den forstørrede lymfeknude. Dette er nødvendigt for at stille diagnosen. Desuden tages blodprøver og en knoglemarvsprøve.

Der skal foretages en stadieinddeling for at undersøge sygdommens udbredelse. Denne omfatter CT-scanning af hals, brystkasse og mave/bughule samt en røntgenundersøgelse af brystkassen. Der foretages desuden en PET-scanning ved udvalgte typer af lymfeknudekræft.

Behandling

Behandlingen ​afhænger ​af, hvilken type lymfeknudekræft, det drejer sig om, og af udbredelsen. Behandlingen tager sigte på primært at helbrede sygdommen, men hvis dette ikke er muligt, da at holde sygdommen nede.

Behandlingen består af kemoterapi, stråleterapi, immunterapi og knoglemarvstransplantation.

Kemoterapi dækker over et vidt spektrum fra tabletbehandling til indgift af flere cellegifte i en blodåre.

Immunterapi er behandling med antistoffer (modstoffer), som indgives i blodet, og som herefter binder sig til kræftcellerne og ødelægger disse.

Strålebehandling er en lokalbehandling, hvor der gives stråler mod sygdomsområdet uden at andre dele af kroppen behandles.

Behandling med knoglemarvstransplantation (oftest med forstadier til egen knoglemarv) vil komme på tale ved nogle former af lymfeknudekræft, hvor kemoterapi ikke i første omgang har ført til varig helbredelse. En speciel form for knoglemarvstransplantation (kaldet non-myeloablativ knoglemarvstransplantation) med celler fra en søskendedonor tilbydes i udvalgte tilfælde. Non-myeloablativ knoglemarvstransplantation​ er endnu ikke en del af standardbehandlingen af malignt lymfom.

Lymfeknudekræft behandles af Enhed 1​. 

​​​​​​​
Redaktør