Når man som Nanna Kjær i ugevis er tvunget til at være sammen med læger, sygeplejersker, portører, så betyder det meget, hvordan læger og sygeplejersker møder en.
- Der kan være stor forskel på dem. Jeg havde en sygeplejerske, der var god til at hanke lidt op i mig. Man kan hurtigt falde i fælden med at se dumt tv hele dagen og blive til en grøntsag. Det var ”Kom så Nanna – nu skal du en tur ned i gården” eller ”Du kan godt det her, kom så i gang” med en eller anden øvelse, fortæller Nanna, der lå indlagt på Rigshospitalet i fem uger efter sin lungetransplantation som 19-årig.
- Jeg har været syg hele mit liv, men fik først diagnosen, da jeg var 12 år, så siden da har jeg vidst, at jeg skulle have nye lunger på et tidspunkt. Til sidst var min lungekapacitet nede på omkring seks procent af, hvad den burde være, fortæller Nanna.
”Man skal ikke lade sig begrænse af sin sygdom, man kan stadig gøre ting bare på sin egen måde. Jeg gik til håndbold først som markspiller, indtil jeg ikke havde luft til det længere. Så blev jeg målmand, derefter holdleder, hvor jeg var med på bænken og stadig kom med de fede weekender og var en del af fællesskabet.”
Nanna Kjær
Sygeplejersken kunne mere end blot give hende et lille skub.
- Det gode personale lytter til én. Jeg havde for højt CO2-indhold i blodet og havde en maskine, som jeg havde vænnet mig til. Lægen mente, at jeg bare skulle bruge den, de havde herinde, men jeg ville have den gamle, og min mor ville gerne hente den. Men lægen sagde bare ”Nu prøver vi den her”, og jeg var bare sådan ”Fuck dig!” og skældte lægen ud. Men sygeplejersken tog faktisk mit parti og hjalp til med at overbevise lægen om, at jeg skulle have den maskine, jeg var tryg ved, siger Nanna.
Hun lægger ikke skjul på, at de fem uger som indlagt var hårde.
- Jeg spurgte stort set hver dag, om jeg ikke snart måtte komme hjem. Og jeg gad først ikke gå ned i HR BERG, men der var en ungekoordinator, der heldigvis sagde ”Skal vi ikke få en af dem herop?”. Siden brugte jeg det hver dag, fortæller Nanna.
'Jeg spiser aldrig Rigshospitalets mad igen'
- Det var hårdt i weekenderne, når der ikke er nogen i HR BERG. Så gik jeg bare og ventede på de frivillige, der kommer søndag aften, siger Nanna.
Hun kunne godt have ønsket sig, at de unge blev sat lidt mere sammen på tværs af afdelingerne, når de er indlagt.
- Der var kun voksne over cirka 40 år på min afdeling og ikke nogen, jeg havde noget til fælles med, siger Nanna, der også har et konkret forslag, der kan gøre livet som indlagt nemmere: - Maden! Jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig spiser Rigshospitalets mad igen. Maden betyder virkelig meget. Jeg fik at vide, at jeg skulle tage på og spise meget, men det kunne jeg ikke, for maden er bare kedelig. Jeg er kommet meget på Skejby Sygehus i Aarhus, og maden dér er så meget bedre, fastslår Nanna.
Selv om sygdommen har betydet mange begrænsninger for Nanna, så har hun altid været god til at gøre noget.
- Min sygdom har fået mig til at se anderledes på mange ting. Jeg er ikke så sart, faktisk ret stærk og selvstændig. Jeg har skulle overskue meget, men jeg er meget sådan: ”Det skal nok gå”. Jeg er nok lidt mere hård hård i filten end andre på min alder. Men det er på en god måde. Jeg kan tåle meget, siger Nanna, der har holdt fast i et socialt liv trods sygdommen. - Jeg har aldrig haft ondt af mig selv. Men jeg har tænkt: ”Nøj, jeg gad godt prøve en krop, der kan løbe en tur. Det kan jeg nu, og det tænker jeg dagligt på og er taknemlig over, siger Nanna.
- Før, når jeg lagde mig i min seng, gik der måske ti minutter, før jeg slappede helt af. Nu sker det med det samme. Jeg kan cykle en tur, hvis jeg vil. Har mere overskud. Så når noget er hårdt og jeg tænker ”Jeg gider ikke gå i skole”, så siger jeg ” Jaja, Nanna, men du KAN gå i skole. Du må bare tage dig sammen”.