Da Jimmi Nielsen var indlagt efter som hjertepatient at have fået kyssesyge, var han tæt på at forsvinde ned i et sort hul.
- Jeg bliver ikke bare syg, når jeg bliver syg. Jeg bliver cirka 70 gange så syg som alle andre. Jeg gik nærmest ned psykisk. Sad i min egen verden og kunne finde på at stortude. Jeg gik fra 75 til 46 kilo og var bare helt færdig, husker Jimmi.
Som hjertepatient er han kommet meget på Rigshospitalet, siden han var helt lille.
- Jeg er hjertebarn. Født med kun en hjerteklap, et hul i hjertet og en forsnævring af en åre. Så jeg må ikke have pulsen op for længe af gangen, fortæller Jimmi.
- Hvis jeg skulle sige noget til en syg ung, ville jeg sige: Det er vigtigt at leve livet, så godt man kan, selv om man har en kronisk sygdom. Op med humøret, det hjælper alligevel ikke at være trist 24/7.
Jimmi Nielsen
Trods sin status som stamgæst er han ikke træt af at komme på hospitalet.
- Det er en fantastisk oplevelse hver gang. Jeg synes, at læger og sygeplejersker er gode til at være der for mig. Det er rart, når de lige spørger til en, men det gør de næsten altid. Jeg er selvfølgelig ikke glad for, når de vil stikke mig, men ellers er de altid søde og rare, siger Jimmi, der også er tilfreds med den information, han får af lægerne. - Jeg synes, at de er gode til at forklare tingene, og jeg stoler på dem. Jeg synes, at jeg har verdens bedste læger. Jeg har dog én gang haft en svensk sygeplejerske, og jeg forstod intet af, hvad hun sagde. Jeg svarede bare ”jaja” til alt, hvad hun sagde, smiler Jimmi.
Jimmi blev kaldt ’Misfostret’
Med syv hjerteoperationer og dermed en del lange indlæggelser bag sig har Jimmi været glad for HR BERG. Også fordi sygdommen har givet ham en svær opvækst.
- Jeg er blevet mobbet på grund af min sygdom. Blevet kaldt ”Misfostret” og følt mig meget anderledes. Det gik ud over min selvtillid, og jeg havde lyst til bare at lægge mig i en sort kasse. Jeg blev sky og kunne ikke lide at være sammen med andre mennesker, fortæller Jimmi.
Men en dag kom en af pædagogerne fra HR BERG forbi hans stue. - Jeg begyndte at komme dernede hver dag. Det har betydet meget. Man opdager, at man ikke er den eneste, der har noget at slås med. .Jeg har fået mere selvtillid, ranker ryggen og tør møde nye mennesker, siger Jimmi, der er forsigtigt håbefuld, når han kigger på fremtiden. - Det er skræmmende, når man er ung og skal til at stå på egne ben. Der mange ting at tage stilling til. Men jeg vil gerne have en uddannelse og et job. Jeg vil gerne lave noget med hænderne.