Fem uger er lang tid. Især når man ikke må gå uden for en dør. Og endnu mere, når det ikke en gang er ens egen dør, men en hospitalsdør. Frida Bo Christensen var bogstavelig talt spærret inde på Rigshospitalet i godt en måned, da hun skulle have en knoglemarvstransplantation for at blive fri fra en medfødt blodsygdom.
- Jeg kunne ikke lave levedygtige blodlegemer, så jeg har hele mit liv fået en blodtransfusion hver tredje uge, ellers ville jeg dø. Derefter havde jeg en god uge, så en lidt slap uge, og den sidste uge, var jeg så noget slatten med hovedpine og ingen energi, fortæller Frida.
- Det er vigtigt, at personalet giver sig tid til at snakke lidt med en og gerne om noget andet end sygdom. Spørg lidt til ens liv udenfor hospitalet, så man får tankerne væk fra sygdommen. Nogle af lægerne og sygeplejerskerne kommer bare siger: ”Her er din medicin” og går så igen til det, mens andre er gode til lige at snakke lidt, og det hjælper rigtigt meget.
Frida Bo Christensen
Da hun blev transplanteret, var hun igennem en uges forundersøgelser og behandlinger, så kom operationen og derefter fire ugers karantæne, hvor hun end ikke måtte åbne vinduet på sin stue.
- Det var hårdt: Jeg var sammen med mine forældre, læste Harry Potter, så alle filmene. Skypede lidt med mine søskende derhjemme, men jeg så stort ingen mennesker i en måned. Man bliver hurtigt træt af sin mor og far, siger Frida, der derfor var meget glad for besøgene fra HR BERG. - Tine fra HR BERG kom hver dag en halv time. Bare et kortspil med hende gav et afbræk, der betyder så meget. Efter fire uger var mit immunforsvar så godt, at jeg måtte komme i naturen. Det føltes som den bedste dag i verden bare at få lov til at gå en tur i Fælledparken, husker Frida, der undervejs var gladest, når personalet informerede hende grundigt om, hvordan det gik, og hvad der skulle ske.
- Jeg har altid været kontrolleret i forhold til min sygdom. Første gang jeg tog alene på sygehuset og fik blodtransfusion, var jeg otte år gammel. Det har altid været mig, der bestemte, og mig der var i centrum. Mine forældre har selvfølgelig været med og hjulpet mig med at forstå informationerne. Men det er mig, der skal snakkes til, for det er mig der er hovedpersonen i min sygdom, fastslår Frida.
'Jeg vil gerne ud og opleve noget'
De mange år med sygdom og krævende behandlinger inden transplantationen gjorde, at Frida sakkede bagud både socialt i forhold til kammerater og bogligt.
- Jeg skiftede til en skole, hvor der ikke var så meget pres på rent bogligt og senere på efterskole. Det hjalp socialt, men jeg dumpede alle mine 9. klasses eksamener med et brag, men fik heldigvis lov til at gå 9. klasse om, siger Frida.
I dag læser hun på HF og drømmer om at være lærer – en nylig ide efter at hun i mange år havde overvejet at blive sygeplejerske.
- Jeg går stadig til kontroller på Skejby Sygehus og for et par måneder siden kunne jeg bare mærke, at jeg havde fået nok af hospitaler, sygeplejersker og læger. Jeg gad ikke derud, og nu bliver jeg både træt og sur, når jeg skal afsted, griner Frida, der dog gerne bruger en del af sin tid på at hjælpe syge børn og unge. - Jeg har været frivillig på en sommercamp for kræftsyge børn og unge i to år. Jeg var der selv som syg og vil gerne hjælpe andre unge i min egen situation. Jeg kan godt huske følelsen af at møde nogle der forstår, hvordan det er at få lagt et kateter op, nogle at dele erfaringer og frustrationer med. Det gør, at man ikke føler sig så alene”, siger Frida, som i dag kan leve som alle andre unge mennesker.
- Problemet er, at mine venner har været gennem den fase, hvor de gik i byen og festede og mange af dem vil hellere sidde derhjemme og se en film. Jeg vil gerne ud og opleve noget af alt det, jeg gik glip af de år, hvor jeg slet ikke kunne noget på grund af sygdommen.