Målgruppe
Patienter med kroniske rygsmerter som skal have foretaget en lumbal stivgørende rygoperation.
Ny viden
Projektet skulle gerne bidrage med viden til fremtidig behandling og planlægning af rehabilitering i forbindelse med en rygoperation.
Baggrund
Et stigende antal patienter med kroniske rygsmerter gennemgår en stivgørende operation i ryggen. For mange patienter er en stivgørende operation et sidste håb om at få færre smerter og leve et mere aktivt liv. Desværre er mange patienter efter operationen stadig fysisk inaktive, og vi må derfor kigge nærmere på effekten af den postoperative rehabilitering og åbne op for nye alternativer.
Forskning indenfor området peger mod en øget effekt af en kognitiv adfærdsrettet tilgang, hvor den enkelte patients præferencer og individuelle mål for genoptræning er i fokus. Men evidensen er endnu ikke entydig, og der er behov for mere viden om hvor rehabilitering skal have sit fokus. Ved at undersøge effekten af en tidlig kognitiv adfærdsrettet intervention over tid hos den enkelte patient vil vi få et indblik i den enkelte patients fysiske aktivitet efter operationen og hvordan og hvornår den enkelte patient reagerer på interventionen.
Formål
Studiet har til formål at undersøge effektiviteten af en tidlig intervention bestående af en kognitiv adfærdsrettet intervention på fysisk aktivitet, smerteintensitet, smerteinterferens og smerte-selv-efficacy på patienter efter en lumbal stivgørende rygoperation. Interventionen er planlagt på tværs af sektorer og leveres i et kommunalt plejecenter.
Metode
Et eksperimentelt single-case studie.
Projektgruppe
Projektet køres som et samarbejde mellem Afdeling for Ergo- og Fysioterapi, Afdeling for Rygkirurgi, Led- og Bindevævssygdomme, Rigshospitalet og Sundhedscenter Frederiksberg.
Kontakt Heidi Tegner for yderligere information om projektet.