Når du har gennemgået dit undersøgelsesprogram, og resultaterne er klar, tager lægen stilling til, hvilken behandling der vil være den rette for dig. I de fleste tilfælde vil behandlingen kunne foregå ved hjælp af medicin, men for enkelte patienter kan kirurgisk behandling komme på tale.
Den medicinske behandling kan ofte foregå ved hjælp af tabletter eller inhalationer, men for nogen patienter vil det være nødvendigt, at de får tilført medicinen konstant ved hjælp af en pumpe – i en vene eller under huden.
Inden du bliver udskrevet, bliver du undervist og vejledt i at indtage din medicin – hvad enten det sker i form af tabletter, inhalationer eller via pumpe.
Efterfølgende er det vigtigt, at du kommer til planlagte ambulante kontroller, så vi i samarbejde med dig kan justere behandlingen løbende - til det bedst mulige resultat for dig.
Vil du vide mere om livet med trykforhøjelse i lungekredsløbet, kan du læse mere i vores pjece herunder.