Spørgsmål og svar om organtransplantation

​Hvert år finder omkring 200 transplantationer sted på Rigshospitalet. Her kan du læse mere om de forskellige led i hele processen – fra en mulig donor erklæres hjernedød, til en patient vågner med et nyt organ.

Donor

​En læge vil sammen med en sygeplejerske på det hospital, hvor den potentielle donor er indlagt, tale med familien om muligheden for at donere organer. Samtalen vil både handle om, hvorvidt patienten selv har taget stilling, og om familiens tanker og ønsker og om, hvordan forløbet kan være, når en person bliver organdonor. 

​Selve diagnosen hjernedød stilles ved en meget klart defineret undersøgelse af hjernens funktioner. Forud for undersøgelsen skal en række forhold være i orden. Selve hjernedødsundersøgelsen skal laves to gange med mindst en times mellemrum og kan kun udføres af læger. Der skal være to læger til stede, hvoraf den ene skal være speciallæge i enten neurokirurgi eller neurologi. Undersøgelsen følger meget stramt et skema, som der ikke kan afviges fra. Efter anden hjernedødsundersøgelse kan patienten erklæres død. De pårørende må gerne være på stuen og se undersøgelserne. I særlige tilfælde suppleres med en undersøgelse af, om der skulle være blodcirkulation til hjernen. 

Der er meget forskelligt, for der er flere muligheder, som afpasses med pårørende. En mulighed kan være, at de pårørende tager afsked med personen, der ligger i respirator og er erklæret hjernedød. Det sker i ro og fred på den stue, hvor personen ligger. Personen køres herefter til operation, hvor organudtagningen finder sted. Donor vil, som ved enhver anden operation, blive syet fint sammen, men her også gjort i stand og klædt på. De pårørende har derefter igen mulighed for at tage afsked. Nu vil den afdøde være kold og uden vejrtrækning og ligne en død i mere traditionel forstand. 

​Det tilstræbes altid, at der går så kort tid som muligt. Hjerter, lunger og lever skal helst transplanteres inden for få timer, mens en nyre kan holde sig i 36-48 timer uden for kroppen. Rigshospitalet har en transportkasse til hjerter. Den hjælper et hjerte til at klare sig længere tid under transport, inden det opereres ind i modtageren. Tilsvarende findes en perfusionsmaskine, der bruges til transport og opbevaring af nyrer. Maskinen gennemskyller nyren med væske, så den holdes aktiv. 

​Nej. Ved nyredonation kan en levende person donere sin ene nyre og leve fint videre med sin anden nyre. Der er forskellige programmer for nyredonation. Man kan donere direkte til en, man kender, hvis ens nyre passer til modtageren. Hvis nyren ikke passer, kan donationen ske via et nyreudvekslingsprogram. Her donerer man sin nyre, og ens bekendte vil så modtage en anden nyre. En sidste mulighed er anonym donation, hvor man donerer sin nyre til en, man ikke kender. I særlige tilfælde, hvor mindre børn har brug for en levertransplantation, kan det også ske fra en levende donor. Her vil det typisk være et stykke af den ene forælders lever, der opereres ind i barnet. Herefter kan både barn og forælder leve videre. 

​I princippet kan alle mennesker blive organdonorer. Når en person har uoprettelige og dødelige hjerneskader, som vil medføre hjernedød, og der er givet samtykke til donation, vil hospitalet foretage en række undersøgelser for at afklare, om patientens organer kan bruges til donation, og om der er modtagere til organerne. Læger og sygeplejersker er i tæt kontakt med den regionale transplantationskoordinator under hele forløbet. 

​Nej – som udgangspunkt er der ingen øvre aldersgrænse for organdonation. Dog er det ofte nyrerne, der doneres, hvis donor er ældre end 70 år. Der er eksempler på vellykkede nyredonationer fra donorer, der var over 90 år. Typisk kan donorer af nyrer og levere have en højere alder end donorer af hjerter og lunger.

​Der tages blodprøver for at bestemme vævstypen, som bruges til at matche donor og modtager. Der kan også tages prøver af organerne for at se, om de er velfungerende. Af og til vil man kunne bruge nogle af donorens organer, mens andre af forskellige grunde ikke er egnede til donation. 

​Der er helt vandtætte skotter mellem behandlerne af donor og behandlerne af modtagerne af organerne. Det skal sikre, at alt i forløbet sker efter bedste medicinske og etiske praksis. Under forløbet sker al kommunikation via den regionale transplantationskoordinator.

​De fleste patienter, der er organdonorer, har haft en hjerneblødning af en sådan karakter, at hjernen har lidt uoprettelig skade og derfor går til. Der kan også være andre grunde til, at en patient udvikler hjernedød. Det er tilfælde, hvor skaden skyldes svær iltmangel efter eksempelvis hjertestop eller at personens hjerne i en ulykke har taget kraftig og uoprettelig skade. 

​Alle danskere på 15 år og derover kan i Organdonorregisteret tilkendegive, om de ønsker at donere deres organer eller frabeder sig det. Er man mellem 15 og 18 år, skal nærmeste pårørende også give samtykke ved donation. Selvom en potentiel donor ikke har registreret sig, kan han eller hun have udtrykt sin holdning over for sine nærmeste eller skrevet sit ønske i et testamente. Det kan også være, at den potentielle donor bærer et donorkort på sig, hvor ønskerne er registreret. Hvis en patient ikke har taget stilling, vil det være de nærmeste pårørende, der træffer valget. To ud af tre danskere har taget stilling på den ene eller anden måde. 

​Når man taler om organtransplantation, vil det i Danmark sige hjerte, lunger, lever, nyre og bugspytkirtel. Men hud, sener og hornhinder kan også være en del af organdonationsproceduren. I donorregisteret skal man ved at sætte kryds tage stilling til, om man vil donere hjerte, lunger, lever, nyrer, hornhinder, tyndtarm, bugspytkirtel og hud, samt til om man vil deltage i organdonationsrelateret forskning. 

​Det afhænger af, om alle organer kan bruges. Hjerte og bugspytkirtel kan hver især transplanteres til en person, mens en lever i visse tilfælde kan deles og gives til to personer på venteliste. De to nyrer kan to forskellige personer få transplanteret, mens det også hvert år sker, at man deler lungerne op, så to patienter kan få hver én ny lunge. 

​Nej. I Danmark er der anonymitet mellem donor og modtager. Men et stykke tid efter donationen kan pårørende få en samtale med hospitalet, der i anonymiseret form kan fortælle om, hvordan transplantationerne er gået.


Modtager

​Nej, anonymiteten ved organdonation i Danmark gælder begge veje. Nogle organmodtagere har behov for at sige tak til donors pårørende, og her har man mulighed for at skrive et brev, som hospitalet kan formidle videre, uden at det fremgår, hvem brevet er fra. 

​Lider en person af en sygdom, der gør, at leveren, nyrerne, hjertet, lungerne eller bugspytkirtlen uopretteligt svigter eller fungerer meget dårligt, vil lægerne vurdere, om patienten er egnet til at modtage en organtransplantation. Det vil ofte først ske, når der ikke findes flere muligheder for at behandle med medicin eller operation og personen risikerer at dø, hvis han eller hun ikke får et nyt organ. I nogle tilfælde tilbydes transplantation også til patienter, der ikke er akut livstruende syge, men hvor transplantationen vil give en væsentlig bedre livskvalitet eller forventet længere levetid. Det kan for eksempel være nyresyge patienter i dialyse. Patienter skal selv give samtykke til at komme på venteliste og blive transplanteret.

​Det afhænger af, hvilket organ der er tale om. En transplantation er en stor og belastende procedure for kroppen og kræver derfor, at lægerne vurderer, at personen er i stand til at gennemgå både selve transplantationen og efterforløbet. Kroppen opfatter et organ fra et andet menneske som noget fremmed og vil derfor prøve at afstøde det. For at forhindre afstødning, skal man efter en transplantation tage immundæmpende medicin resten af livet. Derfor er det vigtigt, at man kan tåle den medicin.

​Det er forskelligt, hvor længe organerne lever videre i modtageren. En transplanteret nyre fungerer gennemsnitligt i 12-16 år. Holder nyren op med at virke, kan patienten komme i dialyse og eventuelt blive skrevet op til en ny transplantation. Overlevelsen efter levertransplantation afhænger blandt andet af alder på transplantationstidspunktet og årsagen til transplantationen. Cirka 75 procent af levertransplanterede patienter lever stadig 10 år efter transplantationen, og mere end 50 procent lever stadig efter 20 år. På langt sigt kan nogle patienter have behov for at blive transplanteret igen. Et hjerte har en forventet levetid i modtageren på 14 år, mens en lungetransplanteret i gennemsnit er i live i syv år med sine nye lunger. Men der er eksempler på både hjerte- og lungetransplanterede, der har levet omkring 30 år med deres transplanterede organer. Når organerne ikke nødvendigvis holder en fuld livslængde i den nye krop, skyldes det, at de kan blive medtaget af at blive transplanteret, og at den medicin, man bagefter skal have for sin sygdom og for ikke at afstøde organet, kan være hård for kroppen og organerne. 

​I nogle tilfælde er det muligt at blive transplanteret igen, hvis det transplanterede organ bliver livstruende dårligt. Det vil være en konkret vurdering, om en retransplantation er mulig. 

​I nogle tilfælde doneres flere organer til samme person, for eksempel bugspytkirtel og nyre sammen, lever og nyre sammen eller hjerte og lunger sammen.

​Det varierer fra organ til organ og vil være noget, man kan drøfte med lægen, hvis man står over for at komme på venteliste til en transplantation. Overordnet set er langt de fleste transplantationer vellykkede, og patienten vil med tiden være i stand til at leve et tilnærmelsesvis normalt liv. 

​I Danmark findes der tre transplantationscentre – i Odense, Aarhus og på Rigshospitalet i København. Nyretransplantationer foregår alle tre steder, mens hjertetransplantationer foretages i Aarhus og København. Lever, bugspytkirtel og lunger transplanteres kun i København. Det er ikke sikkert, at donor og modtager er på samme hospital eller i samme land. Så fragtes organerne mellem hospitalerne i særligt transportudstyr.

​For at kunne få en organtransplantation kræver det, at der er et såkaldt ’match’ mellem donor og modtager. Her spiller blandt andet blodtype, vævstype, størrelse og mængden af antistoffer hos modtageren ind. 

​Det afhænger af, hvilket organ der er tale om. For nogle er ventetiden i gennemsnit omkring et år, for andre lidt længere tid. Men der kan også være et match inden for kortere tid. Nogle patienter er det sværere at finde et matchende organ til, så her kan ventetiden være flere år.

​Som oftest vil organer transplanteret i Danmark komme fra personer, der er bosat i Danmark. Men det kan sagtens være tilfældet, at et organ kommer fra et andet land. Oftest vil det være fra det organdonationsnetværk, Scandiatransplant, som de danske transplantationscentre er med i. De andre lande i Scandiatransplant er Finland, Island, Norge, Sverige og Estland.



Redaktør
Webgruppen på Rigshospitalet