​​

Rekord-år for nyretransplantationer

I 2021 fik flere patienter på Rigshospitalet en ny nyre end noget tidligere år

Den kortere venteliste til nyretransplantationer glæder professor Søren Schwarz Sørensen fra Afdeling for Nyresygdomme. ​​​
I 2021 fik 108 mennesker en ny nyre på Rigshospitalet, og det er det højeste antal nyretransplantationer på et år, siden hospitalet foretog den første i 1968. I fire af de 108 tilfælde fik patienten en nyre i kombination med et andet organ.  

Det glæder professor og overlæge ved Afdeling for Nyresygdomme Søren Schwartz Sørensen, at hospitalet har kunnet hjælpe så mange patienter på ventelisten. 

- Det har været et godt år. Der bliver med ildsjæl-ordningen gjort en stor indsats for, at vi ikke går glip af potentielle organer fra personer, der kan og vil do​nere ved deres død. Jeg håber, at de mange nyredonationer er et udslag af den indsats og beror på mere end tilfældigheder. Det er en udvikling, jeg håber at se stabiliseret over de næste fem-ti år, siger Søren Schwartz Sørensen. 
Han fortæller, at der af forskellige grunde kan være udsving i antallet af transplantationer fra år til år. Derfor er det vigtige tal at hæfte sig ved, hvor mange afdøde donorer, der er pr. million indbyggere hvert år. Og det så fornuftigt ud i 2021.

Kræver meget af personalet

På grund af corona-situationen har der ikke været så mange nyretransplantationer med levende donor i 2021 som normalt. 17 af transplantationerne er sket planlagt med nyrer fra levende donorer, mens 91 er fra afdøde. Det stiller større krav til fleksibilitet hos personalet, siger Søren Schwartz Sørensen: 

- Når organer fra afdøde skal transplanteres, skal det gå hurtigt, og det kræver ofte, at mange mennesker møder ind midt om natten eller løber ekstra stærkt: sygeplejersker, kirurger, anæstesipersonale, transplantationskoordinatorer, personale på donorafdeling og medarbejdere i Vævstypelaboratoriet. De gør alle en kæmpe indsats for, at det kan lade sig gøre, så de fortje​ner stor ros. 

Det højeste antal aktivt ventende på nyretransplantation på Rigshospitalet var i 2016, hvor 256 ventede. Siden da har der hvert år været et fald frem til 187 personer ved indgangen til 2022.
Sidst, der blev foretaget mere end 100 nyretransplantationer på Rigshospitalet, var i 2011, hvor 102 fik en nyre.​​​​​


​​​​Så mange transplantationer var der i 2021 på Rigshospitalet
  • Nyre:108
  • Lever: 50
  • Lunge: 22
  • Hjerte: 13
  • Bugspytkirtel: 4
Efter 2020 på landsplan var et år med rekordmange organdonationer, blev 2021 et​ mere almindeligt år med færre donationer samlet set. ​​​​
Redaktør