Gå til hovedindhold

Urinblære - røntgenundersøgelse (cystografi)

Ved en røntgenundersøgelse af urinblæren bruges kontraststof til at gøre urinblæren synlig på billederne. Formålet med undersøgelsen kan være at afklare, hvorfor man har svært ved at tømme blæren.

Kort om undersøgelsen

Du skal have lavet en røntgenundersøgelse af urinblæren. Vi bruger kontraststof for at gøre urinblæren synlig på røntgenbillederne. Undersøgelsen kan blandt andet bruges til at undersøge, hvorfor man har problemer med at tømme blæren.

Undersøgelsen varer 45 minutter, men det er en god idé at afsætte 2 timer, da der kan opstå ventetid.

Vigtig forberedelse

Kontakt os, hvis du er gravid

Hvis du er eller kan være gravid, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Så er der mindre at holde styr på, mens du er på hospitalet. Vær desuden opmærksom på, at hospitalet som udgangspunkt ikke erstatter smykker, kontanter eller andre genstande, hvis de bliver væk. 

Undersøgelsen

Fjern smykker, ur med mere inden undersøgelsen

Smykker og ure kan forstyrre undersøgelsen. Du skal derfor fjerne smykker og andre genstande fra det område, der skal undersøges.

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved undersøgelsen

Undersøgelsen

Du ligger ned, mens du bliver undersøgt. Vi gennemlyser området med røntgenstråler, så vi kan se billeder af din urinblære på en skærm. Vi fører et kateter til blæren gennem urinrøret, hvis du ikke allerede har fået indført et tidligere. Det kan være ubehageligt i øjeblikket, hvor kateteret bliver ført til blæren.

Vi sprøjter kontraststof ind via kateteret og tager røntgenbilleder undervejs.  Til sidst tager vi billeder af din blære, mens du tisser, og af den tomme blære bagefter. Vi fjerner kateteret, når undersøgelsen er afsluttet.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen. Du kan også se svaret på undersøgelsen på www.sundhed.dk eller på www.minsundhedsplatform.dk.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden