Undersøgelsen og behandlingen
Du ligger ned på ryggen under undersøgelsen og behandlingen. Når bedøvelsen virker, fører vi et kateter gennem en blodåre i lysken eller armen til det blodkar, som skal undersøges. Nogle gange bruger vi både en blodåre i lysken og i armen. Vi gennemlyser området med røntgenstråler, så vi kan se billeder på en skærm og sikre, at kateteret placeres rigtigt. Du kan ikke mærke kateterets bevægelser i blodåren. Vi sprøjter kontraststof ind via kateteret. Kontraststoffet kan kortvarigt give en metalsmag og en følelse af varme i kroppen.
Hvis vi vurderer, at du skal have en ballonudvidelse, fører vi en ballon gennem kateteret og placerer den i pulsåren. Ballonen fyldes med væske, så pulsåren udvider sig. I det øjeblik, hvor ballonen fyldes med væske, kan du kortvarigt få smerter i området, vi behandler.
I nogle tilfælde sætter vi en stent ind. En stent er et rørformet metalgitter, der holder den forsnævrede pulsåre åben, så blodet lettere kan løbe tilbage til hjertet. Til sidst fjernes kateteret og ballonen. Såret lukkes med en stram forbinding eller med en prop, der opløser sig selv.
Undersøgelsen varer mellem 1-3 timer alt efter, om du også bliver behandlet.