Du skal have lukket de udvidede vener (embolisering) som resultat af din årebrok (varicocele). Årebrok er en udvidelse af venerne omkring testiklen, og minder om åreknuder. Årebrok kan give tyngdefornemmelse eller smerter i pungen, ubehag hvis du står op for længe, nedsat sædkvalitet eller i nogle tilfælde fertilitetsproblemer. Ikke alle med årebrok har symptomer eller behov for behandling.
Selve behandlingen er skånsom og kræver ingen operation eller snit i pungen. Vi lukker venerne indefra (endovaskulært), så blodet automatisk løber via de raske vener, og trykket omkring testiklerne mindskes.
Behandlingen udføres af en speciallæge i Afdeling for Røntgen og Skanning, og varer 30-60 minutter.
Du kan som regel tage hjem samme dag.
Effekt af behandlingen
Effekten vurderes typisk ved en kontrol efter nogle måneder.
- Hos de fleste mindskes smerter og ubehag.
- Sædkvaliteten kan forbedres over måneder.
- Den synlige eller mærkbare årebrok reduceres ofte.
Fordelene ved endovaskulær behandling er:
- kort indlæggelsestid
- hurtig restitution
- meget høj succesrate.