Undersøgelsen
Du ligger på ryggen. Når bedøvelsen virker, fører vi et kateter gennem en blodåre i lysken. Vi gennemlyser området med røntgenstråler, så vi kan se billeder på en skærm og sikre, at kateteret placeres rigtigt. Du kan ikke mærke kateterets bevægelser i blodåren. Vi sprøjter kontraststof ind via kateteret. Kontraststoffet kan kortvarigt give en følelse af varme i kroppen.
Vi fører en ballon gennem kateteret og placerer den i blodåren. Ballonen fyldes med væske, så blodåren udvider sig. I det øjeblik ballonen fyldes med væske, kan du kortvarigt få trykken i området.
Ballonen fjernes, og vi sætter en stent ind gennem kateteret, der holder den forsnævrede blodåre åben, så blodet lettere kan løbe fra hoved, hals og arme tilbage til hjertet.
Til sidst fjerner vi kateteret og lukker hullet ved at trykke på det i 5-10 minutter.
Behandlingen varer 1-2 timer.