Undersøgelsen og behandlingen
Når bedøvelsen virker, fører vi et kateter til de blodkar, der skal undersøges gennem en blodåre i lysken. Vi gennemlyser området med røntgenstråler, så vi kan se billeder på en skærm og sikre, at kateteret placeres rigtigt. Vi sprøjter kontraststof ind via kateteret. Kontraststoffet kan kortvarigt give en metalsmag og en følelse af varme i kroppen.
Hvis vi finder en udvidelse af blodkarrene, blokerer vi blodforsyningen ved at sprøjte lim, skum eller små kugler ind gennem et kateter. Lægen afgør undervejs hvilket materiale, der skal anvendes.
Kateteret fjernes, og såret lukkes enten ved, at vi trykker på det i 10-15 minutter, eller ved hjælp af en prop, der opløser sig selv.
Undersøgelsen varer fra 1 til flere timer alt efter, om du også bliver behandlet.