Gå til hovedindhold

Binyrevenesampling

Information om binyrevenesamling, som er en blodprøve taget fra en blodåre i binyren.

Kort om undersøgelsen

Du skal have taget blodprøver fra en blodåre i din binyre. Det kaldes også en binyrevenesampling. Blodprøverne bruges til at afklare, om overproduktion af binyrebarkhormonet aldosteron stammer fra den ene eller begge binyrer. Vi bruger kontraststof for at gøre blodårerne synlige på røntgenbillederne.

Undersøgelsen varer cirka 1-2 timer.

Vigtig forberedelse

Forbered dig på ventetid

Normalt er der ikke fastsat klokkeslæt for undersøgelsen, da det kan være svært at forudsige undersøgelsens varighed, og der kan komme akutte patienter på programmet. Røntgenafdelingen giver besked til din afdeling, når vi er klar til at undersøge dig.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved undersøgelsen.

Drik rigeligt med væske

Du bør drikke rigeligt med væske i dagene før og på dagen din undersøgelse for at beskytte nyrerne mod kontraststoffet. Vi anbefaler 2-3 liter væske dagligt.

Du skal ikke møde fastende

Det er ikke nødvendigt at møde fastende på dagen for din undersøgelse, da du kun bliver lokalbedøvet.

Du skal have taget en blodprøve

Inden din undersøgelse skal du have taget en blodprøve, så vi kan sikre os, at du må få kontraststof under undersøgelsen og for at kontrollere blodets evne til at størkne. Den læge eller afdeling, der har henvist dig, sørger for, at du får en tid.

Kontakt os, hvis du har diabetes eller tager blodfortyndende medicin

Hvis du tager medicin for diabetes eller blodfortyndende medicin, skal du kontakte os og høre, om du skal holde pause med medicinen og hvor længe.

Giv besked, hvis du tidligere har reageret på kontraststof

Har du tidligere oplevet en reaktion på grund af kontraststof, skal du give besked til den læge eller afdeling, der har henvist dig inden undersøgelsen. Sig det også gerne til os ved selve undersøgelsen.

Kontakt os, hvis du er gravid

Hvis du er eller kan være gravid, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Du må gerne amme

Røntgenstråler påvirker ikke modermælken og har derfor ikke betydning for amning af dit barn. Kontraststof kan dog kortvarigt ændre modermælkens smag, men er ikke skadeligt for barnet. Du kan eventuelt malke ud inden undersøgelsen og gemme mælk, som du kan bruge i døgnet efter undersøgelsen.

Undersøgelsen

Du bliver lokalbedøvet

Du er vågen, mens vi undersøger dig, men huden omkring din vene i lysken er bedøvet.

Undersøgelsen

Du ligger på ryggen. Når bedøvelsen virker, fører vi et kateter gennem en vene i lysken. Vi gennemlyser området med røntgenstråler, så vi kan se billeder på en skærm og sikre, at kateteret placeres rigtigt. Du kan ikke mærke kateterets bevægelser i blodåren. Vi sprøjter kontraststof ind via kateteret. Når kateteret er korrekt placeret, tager vi blodprøver.

Kateteret fjernes og såret lukkes ved at trykke på det i 5-10 minutter.

Efter undersøgelsen

Lig stille lige efter undersøgelsen

Du skal ligge stille på ryggen i 2 timer efter undersøgelsen for at undgå, at det bløder fra såret. Du må ikke løfte hovedet eller benene for ikke at spænde i mavemusklerne. Vi hjælper dig med at finde en stilling, hvor du ligger behageligt. Hvis du har brug for at komme på toilettet, hjælper vi dig med et bækken eller en kolbe i sengen. Vi hjælper dig også første gang, du skal op at stå.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden