Behandlingen
Du ligger på ryggen. Vi ultralydsskanner din dialysefistel. Når bedøvelsen virker, fører vi et kateter gennem fistlen ind i blodåren. Vi gennemlyser området med røntgenstråler, så vi kan se billeder på en skærm og sikre, at kateteret placeres rigtigt. Du kan ikke mærke kateterets bevægelser i blodåren. Vi sprøjter kontraststof ind via kateteret.
Vi fører en ballon gennem kateteret og placerer den i blodåren. Ballonen fyldes med væske, så blodåren udvider sig. I det øjeblik, hvor ballonen fyldes med væske, kan du måske kortvarigt få smerter i området, men du vil være lokalbedøvet.
Til sidst fjernes kateteret og ballonen. Vi lukker såret ved at sy med et par sting. Tråden fjernes på sengeafdelingen efter et par timer.
Behandlingen varer 1-3 timer.