Gå til hovedindhold

Velkommen til Fertilitetsklinikken

Generel information om Fertilitetsklinikken, afsnit 4071.

Velkommen til Fertilitetsklinikken, afsnit 4071, på Rigshospitalet

Med denne pjece ønsker vi at give jer nogle informationer, som vi håber, kan hjælpe jer i forbindelse med jeres behandling hos os.

Ankomst til Rigshospitalet

Parkering

Parkeringsmulighederne er desværre stærkt begrænsede ved Blegdamsvej. Der er opsat skilte, der angiver parkeringsreglerne på hospitalets matrikel. Vær opmærksom på, at du skal betale for at parkere på offentlig vej i Københavns Kommune. Se mere om parkering: Parkering på Rigshospitalet, Blegdamsvej

Offentlig transport

Rigshospitalet på Blegdamsvej er serviceret af en række bus- og toglinjer. Se hvordan du nemmest kommer frem​ med det offentlige. 

Ankomst til Fertilitetsklinikken

Ved ankomst skal du tjekke dig ind på vores elektroniske velkomststander, der findes til venstre for indgangen. Alle vores patienter skal tjekke ind, også hvis du skal aflevere en sædprøve. 

Ved problemer ved tjekin eller yderligere spørgesmål kan du/I altid henvende dig/jer til sekretæren i modtagelsen.  

Dagsrytmen i klinikken

I vil opleve, at der foregår en masse ting samtidig i klinikken. De fleste dage er der faste rutiner både formiddag og eftermiddag. I vil derfor få forskellige mødetider alt efter, hvilken undersøgelse eller behandling I skal ind til.

Identifikation med cpr.nr.

I vil opleve, at vi spørger om cpr.nr. mange gange. Det er en vigtig del af vores sikkerhedsprocedure.

Ventetid

Vi har desværre ikke noget venteværelse, så alle patienter sidder på gangen og venter. Det er desværre ikke altid muligt at forudsige, hvor lang tid en undersøgelse eller samtale vil tage, derfor vil der ind imellem forekomme ventetid.

Den dag I skal have taget æg ud (aspiration), vil der være ventetid. I skal aflevere en sædprøve om morgenen, så oprensningen kan komme i gang. Der kan kun tages æg ud på én patient ad gangen. I skal derfor være forberedt på at skulle tilbringe formiddagen i klinikken denne dag. Tag evt. noget læsestof eller din computer med. 

I vil sikkert bemærke, at I ikke altid kommer til i samme rækkefølge, som I er ankommet. Dette kan bl.a. skyldes, at nogle skal ses af en bestemt læge eller har særlige behov.

Café og kiosk

I ventetiden har hospitalet forskellige tilbud i stueetagen med et varieret udvalg af mad og kioskvarer. Du er også velkommen til at tage lidt mad og drikke med hjemmefra til ventetiden. 

Gratis internetadgang

Du har gratis internetadgang, mens du er på hospitalet. Vælg RegHGaest under trådløse netværk på din mobil, pc eller tablet. Gå på din internetbrowser, og opret en bruger med din mailadresse. Spørg personalet, hvis du har brug for hjælp. 

Røgfrit hospital

Rigshospitalet er røgfrit hospital – både indenfor og udenfor. Det gælder også e-cigaretter. Benyt venligst rygepavillonerne, hvis du vil ryge under dit ophold på hospitalet.

Forskning og undervisning

Rigshospitalet er et universitetshospital. I vil derfor møde personale under uddannelse, som er med til alle de aktiviteter, der foregår i klinikken. Det kan f.eks. være jordemoder-, læge-, eller sygeplejestuderende

I klinikkenforegår desuden forskellige forskningsprojekter, som er med til at give ny viden om fertilitetsområdet. I vil måske blive spurgt, om I har lyst til at deltage i et projekt. Det er altid helt frivilligt at deltage.

Blodprøver

Hvis I skal have taget en blodprøve, skal I gå ned i Blodprøvelaboratoriet, som ligger i stueetagen mellem opgang 4 og 5.

Laboratoriet har åbent mandag til torsdag mellem kl. 7.30 og kl. 15.00 og fredag fra kl. 7.30 til kl. 14.30. De har lukket i weekenden. Vi booker blodprøverne elektronisk, så I skal kun huske sygesikringsbevis. 

Ved blodprøvetagning på Rigshospitalet, skal du bestille tid via minSP. Dette gøres således:

  • Åben appen minSP eller hjemmesiden minsundhedsplatform.dk
  • Vælg "Book en aftale" i menuen
  • Blodprøver og/eller ekg
  • Blodprøver
  • Fortsæt
  • Vælg Rigshospitalet, Blegdamsvej
  • Vælg tidspunkt
  • Book aftale
  • Aftale er nu booket. 

Livsstil, når I gerne vil være gravide

Vi anbefaler, at I går ind på sundhedsstyrelsens hjemmeside: www.sundhedsstyrelsen.dk. Under sundhed og forebyggelse, ”graviditet” kan I bl.a. finde gode råd om kost og motion, når man ønsker at blive gravid. 

Værd at vide, hvis I får akut brug for en læge, når I er i behandling i Fertilitetsklinikken

Hvis I får akut behov for en læge, uden for klinikkens åbningstid, skal I henvende jer til Akuttelefonen 1813. I skal oplyse, at I er i fertilitetsbehandling, så vagtlægen, om nødvendigt, kan henvise jer til et hospital, som har en gynækologisk akutfunktion.

Hvis I har brug for at komme i kontakt med os i klinikkens åbningstid, kan I ringe til sygeplejerskerne i telefontiden (se kontaktoplysninger på bagsiden).

Hvornår skal I bruge egen læge

I skal henvende jer til egen praktiserende læge hvis I:

  • Skal have eller får medicin, som ikke er udskrevet af lægerne i Fertilitetsklinikken
  • Har brug for en sygemelding
  • Skal henvises til yderligere undersøgelser f.eks. kontrastundersøgelse af æggelederne (HSG/HSU)
  • Har brug for læge til problemer, som ikke er relateret til fertilitetsbehandlingen

Vejledning, information og patientrettigheder

Region Hovedstaden har udveklet en Patientguide, som vejleder dig som patient og pårørende indenfor patientrettigheder, frit sygehusvalg og klagemuligheder. Den kan du finde her.

Du har ret til at se, hvad der står i din patientjournal, og du kan bede klinikken om at få en kopi. Klinikkens læger kan gennemgå den med dig, hvis du ønsker det. Som borger i Region Hovedstaden kan du også få adgang til at se din e-journal ved at logge dig på Sundhed.dk med din digitale signatur.

Du kan følge med i din behandling, se kommende aftaler, se prøvesvar og udfylde spørgeskemaer på Minsundhedsplatform.dk. Hvis du har spørgsmål til din behandling, kan du også skrive direkte til den afdeling, du er tilknyttet. Du logger på Minsundhedsplatform.dk med MitID.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden