Gå til hovedindhold

Rygmarvskanalen - CT-skanning (dynamisk CT-myelografi)

Undersøgelsen kan vise, om der siver rygmarvsvæske uden for rygmarven.

Kort om undersøgelsen

Du skal have lavet en CT-skanning (Computer Tomografi-skanning) af rygmarvskanalen. CT-skanningen er en avanceret røntgenundersøgelse, som giver detaljerede billeder. Vi bruger kontraststof for at gøre billederne tydeligere.

Undersøgelsen kan vise, om der siver rygmarvsvæske udenfor de rygmarvshinder, som ligger uden om rygmarven.

Du skal være på hospitalet i 1½ time i forbindelse med undersøgelsen, men det er en god idé at afsætte 2 timer, da der kan opstå ventetid.

Vigtig forberedelse

Undgå rygning og alkohol

Du må ikke ryge eller drikke alkohol på dagen for din undersøgelse. Rygning og alkohol kan påvirke resultatet af undersøgelsen, så det bliver misvisende.

Spis, som du plejer

Det er ikke nødvendigt at faste før undersøgelsen, så du kan spise og drikke, som du plejer.

Kontakt os, hvis du tager blodfortyndende medicin

Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du ringe til den læge eller afdeling, der har henvist dig, og høre, om du skal holde pause med medicinen og hvor længe. Du skal tage kontakt senest 2 dage før undersøgelsen. Du må gerne tage din øvrige medicin, som du plejer.

Giv besked, hvis du tidligere har reageret på kontraststof

Har du tidligere oplevet en reaktion på grund af kontraststof, skal du give besked til den læge eller afdeling, der har henvist dig til røntgenundersøgelsen. Sig det også til os ved selve undersøgelsen.

Kontakt os, hvis du er gravid

Hvis du er eller kan være gravid, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Undersøgelsen

Undersøgelsen

Du ligger på maven på en kileformet pude i CT-skanneren, mens vi undersøger dig. Lægen fører en kanyle ind mellem to ryghvirvler og sprøjter først lidt kontraststof ind i rygmarvskanalen, så vi kan se hulrummet i rygsøjlen på skærmen. Herefter sprøjtes resten af kontraststoffet ind, mens rygsøjlen skannes 4-6 gange. Det kan kortvarigt spænde, når vi sprøjter kontraststoffet ind.

Undersøgelsen varer 45-60 minutter.

Du skal hvile efter behandlingen

Du skal blive på hospitalet og hvile dig i 30 minutter efter behandlingen, mens vi holder øje med, hvordan du har det. Du er velkommen til at have lidt mad og adspredelse med.

Efter undersøgelsen

Undgå at bøje hovedet nedad

De første 4 timer efter undersøgelsen må du ikke få hovedet under brysthøjde. Kontraststoffet kan løbe til hovedet og give dig kraftig hovedpine. Du må derfor heller ikke ligge ned.

Undgå rygning og alkohol

De første 4 timer efter undersøgelsen må du ikke ryge eller drikke alkohol. Begge dele kan give svær hovedpine.

Kontakt din egen læge, hvis du får det dårligt

Hvis du får udslæt, kløe eller rødme eller bliver utilpas, kan det være tegn på, at din krop reagerer på kontraststoffet. Kontakt din egen læge eller Akuttelefonen 1813.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden