Gå til hovedindhold

Røntgenvejledt reduktion af en TIPS

Formålet med behandlingen er at gøre din TIPS mindre. Det sker ved at lægge en reduktionsstent ind.

Kort om behandlingen

Du har fået lagt en kunstig blodåre i leveren. Det kaldes også for en TIPS. Hvis der løber for meget blod gennem TIPS’en kan leveren ikke nå at rense blodet. Det kan give bivirkninger som orienterings- og hukommelsesbesvær og sløvhed. Det kan derfor blive nødvendigt at minimere din TIPS med en reduktionsstent, så der løber mindre blod igennem. En stent er et rørformet metalgitter. Vi bruger røntgen og kontraststof for at kunne se dine blodårer.

Behandlingen varer 1-3 timer.

Vigtig forberedelse

Forbered dig på ventetid

Normalt er der ikke fastsat klokkeslæt for behandlingen, da det kan være svært at forudsige behandlingens varighed, og der kan komme akutte patienter på programmet. Røntgenafdelingen giver besked til din afdeling, når vi er klar til at behandle dig.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved behandlingen.

Drik rigeligt med væske

Du bør drikke rigeligt med væske i dagene før og på dagen din behandling for at beskytte nyrerne mod kontraststoffet. Vi anbefaler 2-3 liter væske dagligt.

Du skal ikke møde fastende

Det er ikke nødvendigt at møde fastende på dagen for din behandling, da du kun bliver lokalbedøvet.

Du skal have taget en blodprøve

Inden din behandling skal du have taget en blodprøve, så vi kan sikre os, at du må få kontraststof under behandlingen og for at kontrollere blodets evne til at størkne. Den læge eller afdeling, der har henvist dig, sørger for, at du får en tid.

Kontakt os, hvis du har diabetes eller tager blodfortyndende medicin

Hvis du tager medicin for diabetes eller blodfortyndende medicin, skal du kontakte os og høre, om du skal holde pause med medicinen og hvor længe.

Giv besked, hvis du tidligere har reageret på kontraststof

Har du tidligere oplevet en reaktion på grund af kontraststof, skal du give besked til den læge eller afdeling, der har henvist dig inden behandlingen. Sig det også gerne til os ved selve behandlingen.

Kontakt os, hvis du er gravid

Hvis du er eller kan være gravid, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden behandlingen.

Du må gerne amme

Røntgenstråler påvirker ikke modermælken og har derfor ikke betydning for amning af dit barn. Kontraststof kan dog kortvarigt ændre modermælkens smag, men er ikke skadeligt for barnet. Du kan eventuelt malke ud inden undersøgelsen og gemme mælk, som du kan bruge i døgnet efter undersøgelsen.

Sådan foregår behandlingen

Du bliver lokalbedøvet

Du er vågen, mens vi behandler dig, men huden omkring blodåren på halsen er bedøvet.

Behandlingen

Du ligger på ryggen, mens vi ultralydsskanner dig på siden af halsen. Vi lægger lokalbedøvelse omkring en blodåre på halsen og fører et kateter gennem blodåren ned til TIPS’en. Vi gennemlyser området med røntgenstråler, så vi kan se billeder på en skærm og sikre, at kateteret placeres rigtigt. Du kan ikke mærke kateterets bevægelser i blodåren. Vi sprøjter kontraststof ind via kateteret. Kontraststoffet kan kortvarigt give en følelse af varme i kroppen.

Vi sætter en stent ind gennem kateteret. En stent er et rørformet metalgitter, som gør blodgennemstrømningen i TIPS’en mindre. Til sidst fjerner vi kateteret og trykker let på siden af halsen for at lukke såret. Du får et plaster på.

Behandlingen varer 1-3 timer.

Efter behandlingen

Tilbage på sengeafdelingen

Efter behandlingen kommer du tilbage på sengeafdelingen.

Lig stille efter behandlingen

Du skal ligge stille på ryggen i sengen med hovedgærdet hævet i 1-2 timer efter behandlingen for at undgå, at det bløder fra såret. Vi sørger for, at du ligger så behageligt som muligt. Hvis du har brug for at komme på toilettet, hjælper vi dig med et bækken eller en kolbe i sengen. Vi hjælper dig også første gang, du skal op at stå.

Resultat af behandlingen

Du får besked om resultatet fra den afdeling, der har henvist dig til behandlingen.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden