Nerveflytning
Med denne pjece vil vi gerne informere dig om din operation,
dit indlæggelsesforløb, samt forholdsregler efter din operation.
Facialis Parese/Ansigtslammelse
Manglende evne til at bevæge ansigtets muskler på en eller begge sider kaldes ansigtslammelse (facialis parese) og skyldes en skade på ansigtsnerven (facialisnerven), som styrer ansigtets muskler. Skaden kan være medfødt eller erhvervet pga kirurgi, skade, infektioner eller sygdomme som blodpropper og svulster i hjernen eller Bells parese, som er den mest almindelige årsag og formentligt skyldes virusinfektion.
Lammelse af ansigtsnerven kan være forbigående eller permanent, komplet (med slet ingen bevægelse) eller inkomplet (med nogen bevægelse bevaret eller bevægelse der er kommet igen).
Nerveskaden kan påvirke en eller begge sider af ansigtet og medføre problemer med at tale og spise, med tåreflåd og øjenblink, med kommunikation vha. ansigtsudtryk og af kosmetisk karakter pga. hængende mundvig, øjenlåg mv.
Typiske gener ved ansigtslammelse
- Hængende øjenbryn
- Tyngdefornemmelse på øjet
- Nedsat synsfelt
- Tåreflåd
- Udtørring af øjet
- Besvær med at blinke
- Hængende mundvig
- Problemer med udtale
- Savlen og tab af væske og føde fra mundvig
- Ændret smagssans
- Skævt smil
- Overtrækning af næse og mund til den raske side
- Følsomhed for lyd
- Smerter i øret
Kirurgisk korrektion af ansigtslammelse
Plastikkirurgen foreslår den bedste behandling baseret på hvor længe lammelsen har været til stede, årsagen, graden af gener og om der er tale om en komplet eller en inkomplet ansigtslammelse.
Der findes forskellige muligheder for at afhjælpe nogle af følgerne af ansigtslammelse. Kirurgisk behandling opdeles i statisk korrektion (uden aktiv bevægelse) og dynamisk korrektion (med aktiv bevægelse). Der kan bruges sene, nerve og muskel fra andre steder på kroppen til at afhjælpe nogle af generne og/eller give ny bevægelighed til ansigtet.
Kirurgiske indgreb kan aldrig kurere en ansigtslammelse, eller genoprette den normale funktion, men blot bedre nogle af de gener der opstår efter en lammelse. Man kan således aldrig opnå fuld symmetri, normal bevægelse af ansigtet eller et helt normalt udseende. Generelt er patienttilfredsheden efter kirurgi for ansigtslammelse dog høj.
Nervetransfer (5 til 7)
Denne operation er en dynamisk korrektion der giver aktiv bevægelse, primært omkring mundvigen. Der lægges ar foran øret og ned på halsen. Først lokaliseres de grene fra ansigtsnerven der giver bevægelse omkring mundvigen. Herefter lokaliseres nerven til tyggemusklen på kinden og kobles til ansigtsnerven under et mikroskop. Typisk laves samtidigt et statisk ophæng med sene fra låret til at løfte mundvinklen og modvirke træk fra den raske side omkring næsefløj og overlæbe. Dette medfører yderligere ar i furen mellem kind og overlæbe, på indersiden af overlæben og på låret.
Når nerverne er vokset frem efter 6- 9 mdr. vil mundvinklen løftes når tyggemusklen aktiveres ved at bide tænderne sammen, symmetrien bedres og savlen reduceres. Evnen til at smile kan optrænes, ved at bide tænderne sammen for at aktivere tyggemusklen, med hjælp fra en ergoterapeut som vil blive tilknyttet efter ca. 2-3 måneder. Over tid kan de fleste opnå et naturligt smil uden anstrengelse. For at optimere resultatet, vil du blive instrueret i øvelser, som skal udføres dagligt i en måned op til operationen.
Operationen varer typisk 4-5 timer og medfører 1-2 døgns indlæggelse. Under operationen anlægges dræn, som typisk fjernes efter 1-2 dage. Der forventes hævelse og stramning sv.t. kinden samt nedsat mundåbning i ugerne efter operationen. Dette normaliseres gradvist og er normalt igen indenfor 3 måneder. Da senen fra låret fæstnes til overgangen mellem kind og læbe med en blivende tråd, kan man risikere infektion omkring denne og der gives derfor antibiotika under operationen. Operationen påvirker ikke evnen til at tygge.
Hvad kan jeg forvente?
Patienter med ansigtslammelse tilbydes en indledende samtale hvor det videre behandlingsforløb fastlægges. Graden af lammelse og gener dokumenteres med fotos.
Rygning: Rygning øger risikoen for komplikationer og et dårligt kosmetisk resultat. Vi forventer at du ophører med rygning ved planlægning af operationen, min. 6 uger før og 6 uger efter operation.
Faste og tørste: Inden operationen skal du være fastende, hvilket betyder at du ikke må spise fast føde eller drikke mælkeprodukter fra kl 24. Se venligst uddybende information i pjecen ”Patientinformation om bedøvelse”.
Operationsdagen: Om morgenen før operationen får du evt. medicin der forebygger smerter og ubehag efter operationen. På operationsstuen får du lagt et kateter i en blodåre til bedøvelse og væske. Du får måske også lagt et kateter i blæren som vil blive fjernet senest dagen efter operationen.
Efter operationen: Når operationen er overstået, bliver du observeret nogle timer på et opvågningsafsnit inden du kommer tilbage til sengeafdelingen.
Efter operationen får du smertestillende tabletter flere gange i døgnet.
Hvis du trods dette fortsat har ondt, er det vigtigt at du henvender dig til sygeplejersken. Hver aften får du en indsprøjtning med blodfortyndende medicin for at forebygge blodpropper. Du vil med hjælp fra en sygeplejerske komme ud af sengen allerede samme eftermiddag/aften.
Efter operation skal man typisk være indlagt 1-2 døgn og sygemeldt ca. 2 uger. Hævelse af ansigtet efter operation er helt forventeligt og kan vare mange uger.
Mere Information:
https://www.rigshospitalet.dk/afdelinger-og-klinikker/hovedorto/plast-brand/undersoegelse-og-behandling/Sider/Ansigtslammelse.aspx
www.dr.dk/drtv/episode/mirakler-paa-riget_-jeg-kommer-aldrig-til-at-ligne-mig-selv_125660