Gå til hovedindhold

Mad og drikke når du har synkeproblemer

Hvorfor får man problemer med at spise og drikke? Hvad der er godt at spise og drikke og hvad kan du gøre ved synkeproblemerne?

Vi bruger 28 muskler og 7 hjernenerver til at synke. Hvis samarbejdet mellem de forskellige muskler og nerver bliver forstyrret, opstår der synkeproblemer (dysfagi).

Nogle oplever synkeproblemer i stærk grad og har måske brug for at få maden igennem en sonde. Andre mærker det kun lidt og kan næsten spise, som de plejer.

Den normale synkeproces

At spise og drikke sker i forskellige faser: 

Man ser, dufter og glæder sig til maden. Man indstiller sig på at spise og drikke. Derefter smages maden i munden, tykkes og formes og transporteres hen mod svælget. Når maden passerer svælget, lukkes der af til næsen og ned mod luftvejene (lunger). Mad og drikke passerer derefter gennem spiserør ned til maven.

Typiske tegn på synkeproblemer

  • Problemer med at tygge og findele maden i munden
  • Problemer med at holde drikkevarer og mundvand i munden, så det løber ud (savlen)
  • Svært ved at synke uden at blande mad med væske
  • Rallende vejrtrækning
  • Grødet stemme
  • Hoster og rømmer sig oftere end normalt og ofte i forbindelse med indtagelse af mad og drikke eller efterfølgende
  • Utilsigtet vægttab over en periode
  • Lungebetændelse 

Vurdering af madens konsistens

Ergoterapeuten vurderer din evne til at spise og drikke, så du får den rette madkonsistens, som du kan spise og drikke uden risiko. Mad og drikkevarer kan ændres i konsistensen så det er lettere og mere sikkert at synke.

Cremet kost/gratinkost

Denne type mad består af puréer og gratiner, som har en cremet og ensartet konsistens helt uden klumper. Maden er nem at forme og transportere i munden og let at synke.

Eksempler på cremet kost/gratinkost er yoghurt uden frugtstykker, siet frugtgrød, øllebrød, flødeis, fromage, kartoffelmos og kød-, fiske- og grøntsagsgratin.

Blød kost

Blød kost er madretter, der fra naturens hånd er lette at bide over, tygge og synke, fx farsretter og fisk. Blød kost indeholder bløde klumper og har let tyggemodstand, men der er ingen kerner, stegeskorper, brødskorper, skind og trevler.

Drikke med forskellig konsistens                                                                  Konsistensen på dine drikkevarer kan ændres ved at tilsætte fortykningsmiddel. Fortykningsmiddel er et smagløst pulver, der gør drikken mere tyktflydende og lettere at styre i munden. Ergoterapeuten vurderer, hvor meget dine drikkevarer skal fortykkes, så det er sikkert og effektivt at drikke. Fortykningsmidlet kan tilsættes de fleste former for varme og kolde drikke og madvarer og kan købes på apoteket.

Rigelig væske

Når man ikke får nok at drikke, kan man blive ør i hovedet, træt, utilpas, konfus, svimmel og får nemmere forstoppelse. Du har brug for cirka 1,5 – 2 liter væske om dagen; enten gennem sonden eller i den rigtige konsistens i glas.

Sondemad

Hvis du ikke kan dække kroppens behov med det, du spiser og drikker, kan det være nødvendigt at få mad og drikke gennem en sonde. Sondemad er flydende mad, som indeholder alt, hvad kroppen har brug for af proteiner, fedt, kulhydrater, vitaminer og mineraler.

Nogen har behov for at få al deres mad via sonde, men hvis du stadig kan spise og drikke lidt, kan du få sondemad som supplement til almindelig mad. På den måde spiser du det, du kan og får resten af kroppens næringsbehov dækket af sondemaden.

Sygesikringen dækker 60 % af udgifterne til sondemad og ernæringsdrikke, hvis du får en ”grøn ernæringsrecept”.

Mad som medicin

”Uden mad og drikke dur helten ikke”. Sådan lyder et gammelt mundheld. Det er sandt og gælder særligt, når du er syg. Mad og drikke er en vigtig del af behandlingen.

Når du er syg, er din krops behov for kalorier og proteiner forøget. Hvis du ikke spiser nok, vil du tabe lidt af dine fedtdepoter, men især vil du miste proteiner fra dine muskler og indre organer. Din modstandskraft bliver dårligere, du mister kræfter og styrke, og det tager længere tid at blive rask og komme hjem fra hospitalet.

Mad er lige så vigtig som medicin, og du skal forsøge at spise, selvom du ikke er sulten! Det er en god ide at holde øje med din kropsvægt. Hvis plejepersonalet vurderer, at du vejer for lidt eller er i risiko for at tabe dig, vil du blive vejet ugentligt. Du har mulighed for at tale med en klinisk diætist om din ernæringstilstand under indlæggelsen eller efter udskrivelse.

Kostråd til dig med lille appetit

Hvis du har mistet lysten til mad, er det vigtigt at hver mundfuld du spiser, er fuld af kalorier. Fedt og sukker giver særlig meget energi, så mad og drikke med et højt fedt– og sukkerindhold er godt at spise, når du skal tage på.

  • Fordel maden på mange, små måltider                                                         Spis lidt, men ofte. Spis hver 2.-3. time, dvs. 6-8 gange om dagen. Det er en god idé at have små skåle med lækkerier stående fremme i hjemmet, så maden er synlig og let tilgængelig.

  • Drik ernæringsdrikke                                                                Færdigfremstillede ernæringsdrikke er for mange en nem og hurtig løsning - og tilmed en god kaloriebombe! Prøv forskellige smage og find den, du bedst kan lide.

  • Tilsæt godt med fedtstof til maden                                                                Brug fløde i sovs og suppe, tandsmør og mayonnaise/ remoulade på brødet, smørklat eller olie i kartoffelmosen, flødeskum eller cremefraiche til kagen.

  • Spis mad med mange proteiner                                                                      Vælg først og fremmest fisk, kød, æg, mejeri- produkter og ost i stedet for brød, kartofler, frugt og grøntsager.

Genoptræning

Evnen til at spise og drikke kan ofte genoptrænes, hvilket primært foregår sammen med ergoterapeuten eller efter rådgivning af ergoterapeuten.

Genoptræningen af problemer med at spise og drikke tager udgangspunkt i dine individuelle udfordringer og tilrettelægges sammen med dig. Det kan være bestemte øvelser, behandlingsteknikker som involverer både ansigts- og svælgmuskulatur, samt hele kroppen.

Indsatserne retter sig også mod genoptræning i helt almindelige dagligdagssituationer. Det kan være f.eks. tandbørstning eller dele af måltider. Ligeledes kan det være at tilpasse sidestilling eller andre råd som medfører at du får en sikker og kontrolleret oplevelse med mad og drikke.

Mundhygiejne

Når du har svært ved at spise og drikke, er det ekstra vigtigt at huske den gode mundhygiejne, da det nedsætter risikoen for infektioner (herunder lungebetændelse) og stimulerer og træner mundens følesans, muskler og nerver. 

Det er vigtigt at rense munden, gummerne og eventuelt tandprotese både før og efter måltidet og gerne indimellem måltiderne. 

Når du får sonde, er det ligeledes vigtigt at børste tænder og rense munden før og efter hvert måltid sondemad. 

Siddestilling under måltidet

Siddestillingen er vigtig, når du spiser og drikker, fordi en opret siddestilling letter synkeprocessen.

Den bedste stilling er siddende opret på en stol med ryglæn. Et bord foran kan hjælpe med at understøtte arme. Placer mad og drikke foran dig, så du kan se på maden selvom du muligvis har brug for hjælp til at føre mad og drikke til din mund.

Opsummering - de fem vigtigste råd

  1. Tilpas mad og drikke til den konsistens, ergoterapeuten har anbefalet og som er let at tygge og synke
  2. Husk mundhygiejne før og efter måltider (inkl. sondemad)
  3. Sid opret på en almindelig stol, når du  spiser og drikker
  4. Hold øje med din vægt og hold den stabil, du bør ikke tabe dig
  5. Indtag 1½-2 liter væske om dagen (ikke kun vand!) evt. via sonde.

 

Egne noter:

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden