Kontraststof, diæt og udrensning af tarmen - vejledning (CT-skanning)

Inden tyktarmen kan skannes, skal tarmen udrenses og en bestemt diæt skal følges. Der bruges kontraststof ved undersøgelsen.

Kort om vejledningen

For at vi kan skanne din tyktarm, skal den være helt tom. Derfor skal du udrense tarmen og følge en bestemt diæt. Du skal starte diæten og udrensningen klokken 08.00 dagen inden undersøgelsen. Hvis du har fået lavet en kikkertundersøgelse af tarmen dagen før skanningen, skal du ikke følge diæt- og udrensningsplanen, men i stedet fortsætte på flydende kost.

Dagen før undersøgelsen skal du eventuelt også drikke et kontraststof.

Hvis du tager medicin, skal du fortsætte med at tage den, som du plejer.

Dagen før undersøgelsen

Tag udrensningsmidlet Salilax klokken 08.00 og klokken 12.00

Du har fået en pakke med 2 poser af udrensningsmidlet Salilax. Du skal tage en pose klokken 08.00 dagen før skanningen. Du skal ikke følge den anvisning, der er på pakken, men i stedet gøre sådan her:

  • Bland en pose Salilax i et glas med 1½ deciliter koldt vand.
  • Rør i blandingen i 2-3 minutter. Når det ikke længere bruser, er blandingen klar.
  • Drik blandingen i løbet af højest 15 minutter.
  • Drik minimum 1½ liter klar væske i løbet af de næste 4-6 timer.
  • Gentag klokken 12.00.

Du vil skulle hyppigt på toilettet fra 1-3 timer efter første portion.

Tag udrensningsmidlet Toilax klokken 12.00 og klokken 22.00

Du har fået en pakke med tabletter med udrensningsmidlet Toilax. Du skal tage 2 tabletter klokken 12.00 dagen før skanningen og 2 tabletter igen klokken 22.00.

Indtag kun flydende kost

Mens udrensningen står på, må du kun indtage flydende kost. Det kan fx være vand, juice uden frugtkød, saft og klare tynde supper uden grønsager eller mælkeprodukter. Du skal drikke rigeligt, fordi det øger effekten af afføringsmidlerne og erstatter det tab af væske, som følger med en udrensning.
Vi anbefaler mindst 2 liter væske dagen før, hvoraf kun en mindre del bør være kaffe og te.

Drik eventuelt kontraststof klokken 22.00

Nogle patienter skal tage et kontraststof dagen inden undersøgelsen. Hvis du har fået et kontraststof med posten, skal du tage det klokken 22.00 dagen før undersøgelsen. Bland stoffet op i ½ liter vand, og drik det så hurtigt som muligt.

På dagen for undersøgelsen

Tag et klyks

På undersøgelsesdagen klokken 08.00 skal du tage et klyks med Toilax. Et klyks er et afføringsmiddel i en tube. Du skal føre spidsen af tuben ind i endetarmen og tømme den for væske. Du bør være i nærheden af et toilet, når du har taget afføringsmidlet.

Indtag kun flydende kost

Du må stadig kun indtage flydende kost. Dog må du gerne spise et enkelt stykke ristet brød uden smør og pålæg, efter at du har taget klykset. Vi anbefaler mindst 2 liter væske på dagen for undersøgelsen, hvoraf kun en mindre del bør være kaffe og te.

Redaktør