Information om strålebehandling i hoved- og halsområdet.

Information til patienter om strålebehandling i hoved- og halsområdet.

Strålebehandling

Strålebehandling i hoved- og halsområdet giver bivirkninger på mundslimhinder, spytkirtler, tyggemuskler, tænder og kæber. Graden af bivirkninger afhænger af strålefeltets placering og størrelsen af den stråledosis, du skal behandles med.

Mundhygiejne

Det er vigtigt, at du er meget omhyggelig med din mundhygiejne. Blandt andet for at undgå, at du kommer ind i en ond cirkel med ømt og blødende tandkød, der så igen afholder dig fra at børste tænder, hvorved tilstanden forværres yderligere. Fluortandpasta med mild smag anbefales til tandbørstning. Skarpe kanter på tænder og proteser skal kontrolleres, tænderne skal renses, og huller skal behandles hos din egen tandlæge inden strålebehandlingen.

Mundtørhed

Spytproduktionen nedsættes ved strålebehandlingen, men vender i nogle tilfælde delvist tilbage. Hvis alle spytkirtler har været involveret i strålefeltet, kan mundtørheden være permanent. I mange tilfælde kan spytproduktionen stimuleres ved brug af sukkerfrit tyggegummi eller sukkerfrie pastiller. Du kan holde mundhulen fugtig med vand eller kunstigt spyt.

Nedsat gabeevne

Hvis de store tyggemuskler har været involveret i strålefeltet, kan de føles stive, og gabeevnen bliver nedsat. Gentagende gabeøvelser mange gange om dagen kan være med til at bevare gabeevnen.

Huller i tænderne

Dine tænder er hårdt udsatte under en strålebehandling. Dels påvirkes tænderne direkte, og dels kan den efterfølgende mundtørhed medføre ekstrem hurtig udvikling af huller i tænderne. Du skal derfor være ekstra opmærksom på din mundhygiejne efter strålebehandlingen. Forebyggende behandling med fluor (fluorskinne med fluogel) er en god måde at gøre tænderne modstandsdygtige mod huller.

Du kan spørge os til råds med hensyn til din mundhygiejne, men du bør have en tandlæge eller tandplejer til at holde øje med, om mundhygiejnen er i orden. Vi anbefaler hyppig kontrol hos din egen tandlæge - gerne en gang hver 2. måned. Hvis behandling med kroner eller proteser bliver aktuel, kan du søge økonomisk kompensation gennem din tandlæge efter Sundhedslovens §166.

Nedsat blodforsyning

Ved strålebehandling i hoved- og halsområdet nedsættes antallet af de små blodkar i strålefeltet. Blodforsyningen til vævene reduceres. Det betyder, at modstandskraft og helingsevne formindskes.

Spørgsmål

Hvis du har spørgsmål til din behandling er du altid velkommen til at kontakte vores ambulatorium eller du kan spørge din egen tandlæge til råds.

Redaktør