Dræn - indsættelse ved ultralydsskanning

Du skal have indsat et dræn, der kan tømme væske ud. Her bruger vi ultralyd til at se, hvor drænet skal sættes ind.

Kort om behandlingen

Du skal have sat et dræn ind. Drænet er et plastikrør, der kan tømme væske ud og over i en pose. Vi bruger ultralyd til at se, hvor drænet skal sættes ind. I enkelte tilfælde sender vi væsken til nærmere undersøgelse.

Behandlingen varer 30 minutter, men du skal sætte hele dagen af. Der går tid med forberedelse til behandlingen, og bagefter skal du ligge stille i op til 4 timer.

Billede af en ultralydsskanning

Vigtig forberedelse

Vi taler med dig om forberedelse

Inden undersøgelsen skal du eventuelt holde pause med visse typer medicin, faste eller have taget blodprøver. Den læge eller afdeling, der har henvist dig, taler med dig om, hvordan du skal forberede dig.

Fortæl os, hvis du har allergi

Har du allergi, skal du fortælle os det inden undersøgelsen, da det kan betyde, at vi skal tage nogle særlige forholdsregler.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Behandlingen

Du bliver lokalbedøvet

Du er vågen, mens vi behandler dig, men området, vi behandler, er bedøvet.

Behandlingen

Du ligger eller sidder ned, mens vi sætter drænet ind. Vi smører gelé på huden og fører et ultralydshoved hen over huden med et let pres. Via ultralydshovedet dannes der billeder på en skærm, så lægen kan se, hvor drænet skal sættes ind. Når lokalbedøvelsen virker, lægger lægen drænet ind. Du kan kortvarigt få ondt, når lægen sætter drænet ind.

Drænet skal oftest blive siddende i en periode. Vi sætter drænets pose fast til tøjet med en sikkerhedsnål, så du frit kan bevæge dig omkring.

Vi observerer dig

Hvis du ikke er indlagt i forvejen, holder vi øje med dit blodtryk, din puls og hvordan du har det i lidt tid efter behandlingen. Det sker på den afdeling, der har henvist dig, og derefter kan du tage hjem. Hvis du er indlagt, kommer du tilbage til sengeafdelingen, når behandlingen er afsluttet.

Efter behandlingen

Du kan være øm

Det er normalt at være øm efter behandlingen. Du kan tage smertestillende medicin med paracetamol mod ømheden. Lægen taler med dig om, hvad du skal være opmærksom på, inden du forlader afdelingen.

Du får fjernet dræn

Den læge eller afdeling, der har henvist dig til behandlingen, afgør, hvornår drænet kan fjernes igen. Det er også dem, der fjerner det.

Få mere viden

Du kan få mere viden om denne type behandlingwww.patienthåndbogen.dk. Søg på ’Indgreb under vejledning af billeddannende undersøgelse’.

Redaktør