Gå til hovedindhold

Blodkar i hjernen - DYNA-CT - røntgenundersøgelse af

Information om røntgenundersøgelse af blodkar i hjernen ved hjælp af DYNE-CT.

Kort om undersøgelsen

Du skal have lavet en røntgenundersøgelse af dine blodkar i hjernen.

Vi bruger kontraststof for at gøre dine blodkar synlige på røntgenbillederne.

Du kan opleve ventetid inden undersøgelsen. Vi beder dig om forståelse for, at din aftalte tid måske kan rykkes på grund af akutte undersøgelser.

Du skal afsætte 1,5 time til undersøgelsen. Undersøgelsen varer cirka 30 minutter, og selve skanningen varer under 1 minut.

Vigtig forberedelse

Du skal have taget en blodprøve

Inden undersøgelsen skal du have taget en blodprøve, så vi kan sikre os, at du må få kontraststof under skanningen og for at kontrollere blodets evne til at størkne. Den læge eller afdeling, der har henvist dig, sørger for, at du får en tid.

Du skal eventuelt have taget en blodprøve

Inden undersøgelsen skal du have taget en blodprøve, hvis du har:

  • diabetes
  • en nyresygdom eller er opereret i nyrerne
  • en hjertesygdom
  • forhøjet blodtryk
  • urinsyregigt.

Blodprøven skal vise, om dine nyrer kan tåle kontraststoffet. Den læge eller afdeling, der har henvist dig, skal sende dig til blodprøvetagning inden undersøgelsen, hvis det er aktuelt for dig. Blodprøven må normalt højst være 3 måneder gammel. Hvis du er indlagt, er der andre forholdsregler. Kontakt den læge eller afdeling, der har henvist dig, hvis du er i tvivl.

Giv besked, hvis du tidligere har reageret på kontraststof

Har du tidligere oplevet en reaktion på grund af kontraststof, skal du give besked til den læge eller afdeling inden undersøgelsen. Sig det også gerne til os ved selve undersøgelsen.

Kontakt os, hvis du er gravid

Hvis du er eller kan være gravid, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Tag din medicin, som du plejer

Op til undersøgelsen kan du tage din medicin, som du plejer.

Kom i god tid, hvis du er i bil

Det kan være svært at finde en ledig parkeringsplads på hospitalets område. Sæt derfor god tid af til parkering. Du kan se, hvor du kan finde parkeringspladser og læse mere om parkeringsreglerne på vores hjemmeside www.rigshospitalet.dk/findvej

Få en påmindelse på SMS

Når du er tilmeldt NemSMS, kan vi sende dig en SMS for at minde dig om din næste aftale på hospitalet. Du kan tilmelde dig NemSMS på www.borger.dk

Røgfrit hospital

Rigshospitalet er et røgfrit hospital - både indenfor og udenfor. Det gælder også e-cigaretter. Benyt venligst rygepavillionerne, hvis du vil ryge under dit ophold på hospitalet.

Undersøgelsen

Undersøgelsen

Du ligger på ryggen. Vi lægger en nål ind i en vene i din arm, og sprøjter kontraststof ind via nålen. Kontraststoffet kan kortvarigt give en metalsmag i munden og en følelse af varme i kroppen. Du udskiller kontraststoffet via nyrerne.

Kontraststoffet viser blodtilførslen til hjernen og indopereret materiale, fx en stent.

Røntgenapparatet bevæger sig i en cirkulær bevægelse omkring dit hoved. Det er vigtigt, at du ligger helt stille, da billederne ellers bliver af dårlig kvalitet.

Undersøgelsen varer i alt 30 minutter.

Efter undersøgelsen

Kontakt din egen læge, hvis du får det dårligt

Hvis du får det dårligt efter undersøgelsen eller får udslæt, kløe eller rødme på huden, kan det være tegn på, at din krop reagerer på kontraststoffet. Kontakt din egen læge eller Akuttelefonen 1813.

Få mere viden

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen. Du kan også se svaret på undersøgelsen på www.sundhed.dk eller på www.minsundhedsplatform.dk.

Du kan få mere viden om denne type undersøgelser og behandlinger på www.patienthåndbogen.dk. Søg på ’Indgreb under vejledning af billeddannende undersøgelse’.

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside, www.sst.dk, kan du læse om røntgen- og strålingsdoser. Søg på ’Stråling - en del af din hverdag’.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden