Gå til hovedindhold

Ballonudvidelse af dialysefistel

Formålet med ballonudvidelse af dialysefistel er at øge blodgennemstrømningen.

Kort om behandlingen

Du skal have udvidet en eller flere forsnævringer i din dialysefistel med en ballon. Ballonen øger blodgennemstrømningen gennem dialysefistlen. Vi bruger kontraststof for at gøre blodårerne synlige på røntgenbillederne. 

Behandlingen varer 1-3 timer.

Vigtig forberedelse

Forbered dig på ventetid

Normalt er der ikke fastsat klokkeslæt for behandlingen, da det kan være svært at forudsige behandlingens varighed, og der kan komme akutte patienter på programmet. Røntgenafdelingen giver besked til din afdeling, når vi er klar til at behandle dig.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved behandlingen.

Du skal ikke møde fastende

Det er ikke nødvendigt at møde fastende på dagen for din behandling, da du kun bliver lokalbedøvet.

Du skal have taget en blodprøve

Inden din behandling skal du have taget en blodprøve, så vi kan sikre os, at du må få kontraststof under behandlingen og for at kontrollere blodets evne til at størkne. Den læge eller afdeling, der har henvist dig, sørger for, at du får en tid.

Kontakt os, hvis du har diabetes eller tager blodfortyndende medicin

Hvis du tager medicin for diabetes eller blodfortyndende medicin, skal du kontakte os og høre, om du skal holde pause med medicinen og hvor længe.

Giv besked, hvis du tidligere har reageret på kontraststof

Har du tidligere oplevet en reaktion på grund af kontraststof, skal du give besked til den læge eller afdeling, der har henvist dig inden behandlingen. Sig det også gerne til os ved selve behandlingen.

Kontakt os, hvis du er gravid

Hvis du er eller kan være gravid, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden behandlingen.

Du må gerne amme

Røntgenstråler påvirker ikke modermælken og har derfor ikke betydning for amning af dit barn. Kontraststof kan dog kortvarigt ændre modermælkens smag, men er ikke skadeligt for barnet. Du kan eventuelt malke ud inden undersøgelsen og gemme mælk, som du kan bruge i døgnet efter undersøgelsen.

Sådan foregår behandlingen

Du bliver lokalbedøvet

Du er vågen, mens vi behandler dig, men huden omkring din dialysefistel er bedøvet.

Behandlingen

Du ligger på ryggen. Vi ultralydsskanner din dialysefistel. Når bedøvelsen virker, fører vi et kateter gennem fistlen ind i blodåren. Vi gennemlyser området med røntgenstråler, så vi kan se billeder på en skærm og sikre, at kateteret placeres rigtigt. Du kan ikke mærke kateterets bevægelser i blodåren. Vi sprøjter kontraststof ind via kateteret.

Vi fører en ballon gennem kateteret og placerer den i blodåren. Ballonen fyldes med væske, så blodåren udvider sig. I det øjeblik, hvor ballonen fyldes med væske, kan du måske kortvarigt få smerter i området, men du vil være lokalbedøvet.

Til sidst fjernes kateteret og ballonen. Vi lukker såret ved at sy med et par sting. Tråden fjernes på sengeafdelingen efter et par timer.

Behandlingen varer 1-3 timer.

Efter behandlingen

Undgå tunge løft

Du skal undgå tunge løft med den behandlede arm i et par dage efter behandlingen. Derefter kan du bruge den som før.

Resultat af behandlingen

Du får besked om resultatet fra den afdeling, der har henvist dig til behandlingen.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden