Gå til hovedindhold

Arteriografi og evt ballon og stentanlæggelse

Arteriografi er en røntgenundersøgelse, der viser forsnævringer i pulsårerne. Du skal eventuelt også have en ballon og stentanlæggelse.

Kort om undersøgelsen

Du skal have foretaget en røntgenundersøgelse af pulsårerne, der viser eventuelle forsnævringer på pulsårerne. Det kaldes også for en arteriografi.

Vi bruger kontraststof for at gøre pulsårerne synlige på røntgenbillederne.

Efter undersøgelsen kan det blive nødvendigt at behandle dine forsnævrede pulsårer ved at føre en ballon ind, som udvider pulsåren.

Selve behandlingen varer 1-3 timer.

Vigtig forberedelse

Forbered dig på ventetid

Normalt er der ikke fastsat klokkeslæt for undersøgelsen, da det kan være svært at forudsige undersøgelsens varighed, og der kan komme akutte patienter på programmet. Røntgenafdelingen giver besked til din afdeling, når vi er klar til at undersøge dig.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved undersøgelsen.

Drik rigeligt med væske

Du bør drikke rigeligt med væske i dagene før og på dagen din undersøgelse for at beskytte nyrerne mod kontraststoffet. Vi anbefaler 2-3 liter væske dagligt.

Du skal ikke møde fastende

Det er ikke nødvendigt at møde fastende på dagen for din undersøgelse, da du kun bliver lokalbedøvet.

Du skal have taget en blodprøve

Inden din undersøgelse skal du have taget en blodprøve, så vi kan sikre os, at du må få kontraststof under undersøgelsen og for at kontrollere blodets evne til at størkne. Den læge eller afdeling, der har henvist dig, sørger for, at du får en tid.

Kontakt os, hvis du har diabetes eller tager blodfortyndende medicin

Hvis du tager medicin for diabetes eller blodfortyndende medicin, skal du kontakte os og høre, om du skal holde pause med medicinen og hvor længe.

Giv besked, hvis du tidligere har reageret på kontraststof

Har du tidligere oplevet en reaktion på grund af kontraststof, skal du give besked til den læge eller afdeling, der har henvist dig inden undersøgelsen. Sig det også gerne til os ved selve undersøgelsen.

Kontakt os, hvis du er gravid

Hvis du er eller kan være gravid, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Du må gerne amme

Røntgenstråler påvirker ikke modermælken og har derfor ikke betydning for amning af dit barn. Kontraststof kan dog kortvarigt ændre modermælkens smag, men er ikke skadeligt for barnet. Du kan eventuelt malke ud inden undersøgelsen og gemme mælk, som du kan bruge i døgnet efter undersøgelsen.

Undersøgelsen

Du bliver lokalbedøvet

Du er vågen, mens vi undersøger dig, men huden omkring din pulsåre i lysken er bedøvet.

Undersøgelsen

Du ligger på ryggen. Når bedøvelsen virker, fører vi et kateter gennem en blodåre i lysken. Vi gennemlyser området med røntgenstråler, så vi kan se billeder på en skærm og sikre, at kateteret placeres rigtigt. Du kan ikke mærke kateterets bevægelser i blodåren. Vi sprøjter kontraststof ind via kateteret. Kontraststoffet kan kortvarigt give en følelse af varme i kroppen.

Hvis vi vurderer, at du skal have en ballonudvidelse, fører vi en ballon gennem kateteret og placerer den i pulsåren. Ballonen fyldes med væske, så pulsåren udvider sig. I det øjeblik, hvor ballonen fyldes med væske, kan du kortvarigt få smerter i området.

Ballonen fjernes og i nogle tilfælde sætter vi en stent ind. En stent er et rørformet metalgitter, der holder den forsnævrede pulsåre åben. Såret lukkes ved at trykke på det i 10-15 minutter eller med en prop, der opløser sig selv.

Behandlingen varer 1-3 timer.

Efter undersøgelsen

Du skal hvile efter undersøgelsen

Efter undersøgelsen bliver du kørt tilbage på sengeafdelingen, hvor vi holder øje med, hvordan du har det i 1-4 timer.

Lig stille lige efter undersøgelsen

Du skal ligge stille på ryggen i 1-4 timer efter undersøgelsen for at undgå, at det bløder fra såret. Du må ikke løfte hovedet eller benene for ikke at spænde i mavemusklerne. Vi hjælper dig med at finde en stilling, hvor du ligger behageligt. Hvis du har brug for at komme på toilettet, hjælper vi dig med et bækken eller en kolbe i sengen. Vi hjælper dig også første gang, du skal op at stå.

Reagér straks på eventuel blødning eller bule

Opdager du en frisk blødning eller bule ved såret, er det vigtigt, at du gør os opmærksom på det så hurtigt som muligt.

Undgå tunge løft

Du skal undgå tunge løft to døgn efter undersøgelsen. Derefter kan du løfte som før.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden