Muligheder for sygemelding
Hvis du skal sygemeldes helt eller delvist
Inden du sygemelder dig, kan det være nyttigt at tænke over, hvordan din arbejdsplads skal involveres.
Du kan på forhånd gøre dig tanker om, hvad du vil oplyse, hvordan du kontakter din arbejdsplads m.m. Måske har du ikke lyst til at fortælle, hvad du bliver behandlet for. Måske ønsker du fuld åbenhed omkring din situation. Ligegyldigt hvad må din arbejdsgiver ikke spørge dig om, hvad du fejler. De må kun spørge om, hvilken betydning sygdommen har for dit arbejde.
Sådan fungerer en lægeerklæring
Under din sygemelding kan din arbejdsgiver bede dig om at skaffe en lægeerklæring, som din arbejdsgiver skal betale for. Der er forskellige muligheder:
Friattest
Din arbejdsgiver kan kræve en lægeerklæring (friattest), hvor din læge blot bekræfter, at dit fravær er forårsaget af sygdom. En friattest skal angive lægens navn, virksomhedsadresse og eventuelle speciallægetitel. Arbejdsgiver kan således blive opmærksom på, fx hvilken afdeling du er tilknyttet, når der skrives en friattest.
Varighedsattest
Er du funktionær, kan din arbejdsgiver efter 14 dages sygdom bede om en varighedsattest (i flg funktionærloven). Her udarbejder din læge et skøn over, hvor længe du vil være sygemeldt. Ifølge helbredsoplysningsloven må din læge ikke skrive, hvad du fejler.
Mulighedserklæring
Din arbejdsgiver kan også forlange en såkaldt mulighedserklæring. Formålet er, at du sammen med din arbejdsgiver får afklaret, hvordan du eventuelt kan fortsætte med at arbejde, også selvom du er syg. Din arbejdsgiver har ret til at indkalde dig til samtalen, og du har pligt til at deltage.
Hvis du ikke kan møde op på grund af din sygdom, kan I tale sammen på telefonen. Under samtalen gennemgår I, hvordan sygdommen eventuelt begrænser din mulighed for at arbejde. I skal også tale om der er ændringer i dit arbejde, der kan gøre, at du på trods af sygdommen kan arbejde helt eller delvist igen.
Den ene del af mulighedserklæringen udfylder du og underskriver sammen med din arbejdsgiver. Den anden del udfylder din læge på baggrund af en samtale med dig. Her vurderer lægen, om arbejdsforholdene og eventuelt ændringer er hensigtsmæssige i forhold til dit helbred. Denne lægeerklæring giver du herefter til din arbejdsgiver.