
Foto: Markus Redvall
Depression rammer op til hver femte dansker i løbet af deres liv. Hos mange påvirker en depression hjernen i en grad, der hænger ved, også når man ellers er erklæret rask.
Eksisterende behandlinger mod depression som SSRI-medicin (Selektiv Serotonin Reuptake Inhibitor) øger niveauet af signalstoffet serotonin i hjernen. Serotonin spiller en væsentlig rolle for følelsen af glæde, energi, appetit, søvn- og stress-regulering, og serotoninsystemet er typisk svækket hos mennesker med depression. SSRI-medicin ser dog ud til at have begrænset effekt på de problemer med hukommelse, indlæring og adgang til glæde, som mange oplever under og efter en depression.
Men nu er der måske håb for depressionsramte mennesker fra en lidt overraskende kant. I sit nye forskningsprojekt vil klinisk professor Vibe Gedsø Frøkjær fra Psykiatrisk Center København og Afdeling for Hjerne- og Hjernesygdomme på Rigshospitalet undersøge, hvordan en ældre type medicin, prucaloprid, måske kan genanvendes og supplere behandling med SSRI-medicin.
Lægemidlet benyttes allerede til behandling af irritabel tyktarm og kronisk forstoppelse, men forskning har vist, at det også stimulerer en vigtig serotoninreceptor i hjernen, der er nedsat og dermed formentlig mindre aktiv hos mennesker med depression.
Serotonin 4-receptoren skal op i omdrejninger
Det er mere præcist serotonin 4-receptorer, som prucaloprid ser ud til at påvirke positivt. Vibe Gedsø Frøkjærs tidligere forskning har vist, at mennesker med færre serotonin 4-receptorer oplever flere af ovenstående problemer end raske personer uden depression. (Læs mere om studiet).
Med hendes forskning håber Vibe Gedsø Frøkjær på at kunne bidrage til bedre behandling mod depression:
- Der er stadig meget, vi ikke ved om depression, men vi håber på, at det her studie kan bidrage til optimeret behandling, så færre mennesker skal leve med langvarige kognitive udfordringer efter depression. Alt efter hvad vi finder, kan det åbne for bredere anvendelse af lægemidlet mod andre sygdomme i hjernen, der er forbundet med kognitiv svækkelse som bipolar sygdom eller demens, fortæller Vibe Gedsø Frøkjær.
Kombinationen af SSRI-medicin og prucaloprid bliver undersøgt i et randomiseret placebo-kontrolleret, dobbeltblindet studie. Vibe Gedsø Frøkjær og forskningsgruppen på Neurobiologisk Forskningsenhed, Rigshospitalet, har tidligere udviklet skanningsteknikker til at kortlægge serotonin 4-receptorer i hjernen og har også udviklet metoder til at se på markører for hjernens plasticitet. Samme metoder vil blive brugt i en række delprojekter, hvor forskningsgruppen blandt andet undersøger prucaloprids optag i hjernen og hvordan det påvirker hjernens evne til at danne nye celler.
Forskningen foregår i samarbejde med Department of Psychiatry på Oxford Universitet i England.
Forskningsprojekterne har modtaget blandt andet 4,4 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond (læs mere om bevillingen på fondens hjemmeside) og 5,9 mio. kr. fra Lundbeck Foundation Ascending Investigators (læs mere på fondens hjemmeside), som tillader både at kortlægge optag i hjernen, effekter på hjernens plasticitet, og selve det kliniske lodtrækningsforsøg.