Gå til hovedindhold

Antidepressiv medicin kan måske også forbedre hjernens funktion

Lægemidler mod depression har ikke kun en positiv effekt på menneskers humør, men også på hjernens evne til for eksempel at huske, viser nyt studie.
Vent...

Foto: Psykolog Vibeke Dam er førsteforfatter til den nye undersøgelse, som belyser antidepressiv medicins effekt på for eksempel hukommelsen. 


Et nyt studie udført af forskere fra Rigshospitalet og Københavns Universitet viser, at visse typer antidepressiv medicin kan forbedre kognitive evner hos patienter med moderat til svær depression. Forskerne undersøgte virkningen af SSRI-lægemidlet escitalopram, som blandt anvendes mod depression, på hjernen og patienternes kognitive funktioner over en periode på 12 uger.

I studiet deltog 90 patienter, som alle gennemgik hjerneundersøgelser samt kognitive og humørmæssige vurderinger før og efter en otte ugers behandling med SSRI. Resultaterne viste, at patienter efter behandlingsperioden oplevede næsten 10 procent reduktion i den såkaldte 5HT4-receptor, der er en af de hjernereceptorsystemer, som SSRI-præparatet påvirker. Et interessant fund var, at de patienter, som havde mindst ændring i 5HT4-receptoren, oplevede den største forbedring i hukommelsestestene, særligt evnen til at huske ord.

Vibeke Dam, førsteforfatter på studiet og psykolog ved Neurobiologisk Forskningsenhed på Rigshospitalet, forklarer:

- Vores arbejde knytter forbedringen i kognitiv funktion til den specifikke 5HT4-receptor. Direkte stimulering af serotonin 4-receptoren kan derfor være et vigtigt mål at overveje i optimeringen af antidepressiv behandling, siger Vibeke Dam.

Færre receptorer

Tidligere forskning har vist, at patienter med ubehandlet svær depression samt raske personer med en familiehistorie af depression har færre af disse receptorer end raske personer uden depression. Dette kan måske forklare, hvorfor mennesker med depression ofte har problemer med hukommelsen. 

- Dette er et første resultat, og vi har brug for mere forskning for at undersøge implikationerne, siger Vibeke Dam.

Selvom patienterne også overordnet viste forbedring i deres depressive symptomer, var der ikke en tydelig sammenhæng mellem humørforbedring og ændringer i 5HT4-receptoren. Dette tyder på, at stimulering af denne receptor i højere grad er relevant for behandlingen af kognitive problemer frem for kernesymptomerne i depression.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Biological Psychiatry​ og understreger behovet for yderligere forskning for at afklare antidepressivas virkningsmekanismer og potentielt forbedre præcisionen i psykiatrisk behandling.



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden