Udviklingen i lægevidenskaben er fantastisk, men robotter og nye mirakellægemidler er ikke nok. Vi skal også lære at være i magtesløsheden, siger Lotte Mørk, der er præst på Rigshospitalet.
- Ingen kan være kede af de fremskridt på sundhedsområdet, vi står over for. Det er vidunderligt med den udvikling. Vi skal løse alle de problemer, vi kan. Men som præst synes jeg, at vi skal holde op med at bilde os selv ind, at der IKKE følger konsekvenser med.
- Lad os tage det banale billede, at robotter kommer til at tage mange opgaver, som mennesker har i dag. Det kommer de til, og det skal de også. Vi må bare huske på, at der er noget, robotter ikke kan: Nemlig at have et blik på dig som menneske. Og det er så vigtigt for mennesker at blive set som dem, vi er, dér hvor vi er.
- Nogle bliver ikke raske. De har brug for, at nogen tør være sammen med dem i mørket, at de bliver set der. Det kan en robot ikke, selv om den er hos dig. Vi er noget i kraft af relationer. Og her mener jeg ikke kun din kæreste og dine børn. Det handler også om din SOSU-hjælper, din sygeplejerske og din læge. Mennesker kan give hinanden værdighed, det kan robotter ikke.
- Der er ikke et quick fix til alt. Under corona var mantraet ”Ingen må dø”. Og det landede stort set alt sammen smukt set fra det sundhedsfaglige kontor; Lockdown holdt epidemien under kontrol, og hurra for det. Men kun få talte om, hvad de restriktioner gjorde ved os som mennesker.
- Jeg har aldrig haft så mange eksistentielle samtaler med personale som under corona. De var nødt til nogle gange at bryde de her regler, der pålagde dem at holde pårørende fra deres kære, hvis de skulle kunne se sig selv i spejlet – være medmennesker.
- Jeg har haft en samtale med en far, der ikke måtte komme op til sit syge barn, fordi der kun måtte være én forælder på stuen. Der findes pårørende, der ikke kunne komme ind og sidde ved deres døende familiemedlem. Mange medarbejdere havde det forfærdeligt med at sige nej. Det var umenneskeligt at bede om, og det har gjort noget ved os. Der er mange åndelige senfølger.
- Der er en parallel til udviklingen med robotter og kunstig intelligens: Vi risikerer at glemme ånd og nærvær. Jeg er blevet ringet op af dem, der laver computerprogrammer, der skal forudsige sygdomme og optimere behandlinger. De siger: ”Kom og drik kaffe med os. Hjælp os med at få ånd og nærvær ind i det her. Kan vi sikre den dimension eller kompensere for den?”
- De vil have ”både og”, men vilkåret er, at det ikke er alt, du kan komme i systemer. Sundhedspersonale er så dejligt handlingsorienterede, og de tror ofte, at der er eller kan laves et værktøj til alle situationer. Men nogle gange skal man ud på 20.000 favne vand og lære, at der er noget, som ikke kan fikses.
- Udviklingen i lægevidenskaben er fantastisk: Vi bliver bedre og bedre til at udsætte døden. Men alt har en pris. Vi kommer til at skubbe døden endnu mere fra os, end vi gør i dag. Dødsangsten kommer på steroider, fordi døden bliver endnu fjernere. Derfor bliver vi nødt til også at udvikle bevidstheden om, at selv om vi heldigvis kan meget, så er der grænser.
- Vi skal turde være i magtesløsheden. Og lære, at det er et vilkår. Vi kommer alle til at være i magtesløsheden. Så vi skal se hinanden, når vi lider. Når der ikke er noget at gøre.
- Hvis ikke vi husker os selv på det her, så ender vi med at tro, at vi er endnu mere Gud i vores liv, end vi allerede gør. At vi kan alt. Mens vi pakker brutaliteten pænt ind i metaforer og tror, at alt kan ordnes, balanceres og harmoniseres. Det kan det bare ikke, for det er ikke menneskeligt muligt. Vi bliver mere umenneskelige, hvis vi ikke får en kollektiv bevidsthed.
- Det er heldigvis ved at gå op for mange. Jeg oplever en forandring: Der er mere opmærksomhed på de her ting, end der har været før i de 20 år, jeg har været på hospitalet. Både personale og patienter kommer i stigende grad og banker på min dør. Jeg oplever det som om, at der er en længsel efter det åndelige og sjælelige.
- Jeg er både optimist og pessimist, hvad angår fremtiden. Vi er forstand og hjerte. Der kommer både handling og afmagt. Sorg og glæde. Håb og fortvivlelse. Jeg er et troende menneske: Det indeholder hele pakken.