I en del år forventede det videnskabelige samfund, at patienter med cystisk fibrose ville blive blandt de første, der kunne tilbydes genterapi. Historien viste sig at blive mere kompliceret, og genterapien blev overhalet indenom af andre behandlinger, som har forbedret prognosen for patienter med cystisk fibrose eklatant. Til Grand Round d. 21. marts kl. 08.00-08.50 kan alle interesserede høre fagfolk inden for området fortælle seneste nyt om udviklingen efter introduktionen af ny, banebrydende behandling til danske patienter med cystisk fibrose.
Link til livestreaming: https://region-hovedstaden-ekstern.23video.com/grand-rounds
Grand Round-arrangementet kan følges live online. Alternativt kan man møde op fysisk i Auditorium 1 og 2 på Rigshospitalet, Blegdamsvej, eller i Auditorium A på Rigshospitalet i Glostrup. BEMÆRK at dørene ind til Auditorie 1 lukkes kl. 07.58 af hensyn til livestreamingen og oplægsholderne.
Oplægsholderne på dagen er overlæge Terese Katzenstein, afdelingslæge Tavs Qvist og overlæge Daniel Faurholt-Jepsen, alle fra Afdeling for Infektionssygdomme, samt overlæge Marianne Skov fra Afdeling for Børn og Unge på Rigshospitalet. Arrangementet vil også inkludere en paneldebat med hospitalspræst Lotte Blicher Mørk fra Rigshospitalet og professor og lungemediciner Jens Ulrik Stæhr Jensen fra Herlev og Gentofte Hospital.
Program for dagen
1. Hvad er cystisk fibrose - en højt specialiseret multiorgansygdom
Overlæge Terese L Katzenstein giver et historisk perspektiv på cystisk fibrose, herunder dets opdagelse, behandlingsudvikling og overlevelsesrater. Der vil også være et interview med en patient, som fortæller om symptomer og behandlinger set fra et patientperspektiv.
2. Cystisk fibrose – fra barn til ung voksen
Overlæge Marianne Skov deler indsigt i den kontinuerlige udvikling inden for behandlingen af børn og unge med cystisk fibrose, hvilket har resulteret i betydelige forbedringer af deres sundhedstilstand og en markant reduktion af sygdomsbyrden, når disse unge når voksenalderen.
3. Hvordan retter man op på en grundlæggende gendefekt?
Afdelingslæge Tavs Qvist fortæller om, hvilke behandlingsmuligheder for cystisk fibrose der findes nu, og som er under udvikling - herunder small molecule-behandling og genterapi.
4. Til gavn for den enkelte og det samlede sundhedsvæsen
Overlæge Daniel Faurholt-Jepsen opridser de lovende behandlingsresultater med CFTR-behandling. Samtidig vil han diskutere cystisk fibrose som en sygdomsmodel, og hvordan viden fra dette område bidrager til sundhedsforskningen og forbedringerne af en række behandlinger i sundhedsvæsenet generelt.
5. Paneldiskussion
Paneldeltagere:
- Hospitalspræst Lotte Mørk
- Professor og lungemediciner Jens Ulrik Stæhr Jensen fra Herlev og Gentofte Hospital.
Se programmer, videooptagelser og præsentationer for alle Grand Rounds på rigshospitalet.dk/grandrounds