Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​


Grand Rounds

​Rigshospitalet har indført en serie af månedlige Grand Round-foredrag med inspiration fra udlandet. Formålet er at dele viden om den bedste og mest avancerede patientbehandling indenfor et specifikt medicinsk område. Med Grand Rounds får man svar på, hvad der er den bedste behandling i dag, og hvor forskningen er på vej hen.​

Populationsansvar og nærhed - kan telemedicin være en løsning?

Populationsansvar og telemedicin er på programmet til Grand Round d. 28. maj, hvor fagfolk med afsæt i øjenområdet sætter fokus på, hvordan specialiseret behandling kan bringes tættere på patienterne uden at gå på kompromis med kvaliteten. ​

Sundhedsvæsenet befinder sig i en brydningstid. Kravene til både effektiv ressourceanvendelse og patientnær behandling intensiveres, samtidig med at et stigende patientvolumen følger af demografiske forandringer og medicinske fremskridt. 

Med indførelsen af populationsansvar skærpes denne udvikling yderligere: Flere patienter skal behandles med høj kvalitet inden for faste økonomiske rammer. Så det naturlige spørgsmål sundhedsvæsenet bør stille sig selv må være: Hvordan organiserer man et sundhedsvæsen, hvor behandling både er højt specialiseret og samtidig tæt på patientens hverdag?

Det spørgsmål vil forsøges besvares på denne Grand Round med udgangspunkt i øjenområdet, som på flere måder fungerer som et laboratorium for den transformation, sundhedsvæsenet står midt i. Få specialer har gennemgået en så markant udvikling på så kort tid. Nye behandlinger har forbedret prognosen ved alvorlige nethindesygdomme og reddet synet for tusindvis af patienter – men samtidig skabt et markant stigende behov for kontroller og behandling.

Udviklingen har udfordret den traditionelle organisering: Fra centraliserede ekspertfunktioner til distribuerede behandlingsmodeller. Fra lægebårne ydelser til systematisk opgaveglidning. Og fra fysisk fremmøde til digitale og telemedicinske løsninger.

Dermed rummer øjenområdet erfaringer, som rækker langt ud over specialet selv. Hvordan sikres ensartet høj kvalitet, når behandling flyttes tættere på patienten? Hvordan understøttes kompetenceudvikling på tværs af geografi og faggrupper? Og hvordan kan teknologi skabe sammenhæng i komplekse patientforløb?

På dagen præsenteres konkrete eksempler på, hvordan disse spørgsmål allerede håndteres i praksis – fra screening og telemedicinsk AMD-behandling i Region Hovedstaden til specialistrådgivning i Grønland og akut øjenbehandling på Bornholm.

Fælles for initiativerne er ambitionen om at forene nærhed og specialisering uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Grand Round afsluttes med en paneldebat, hvor perspektiverne løftes til et strategisk niveau med fokus på, hvordan sundhedsvæsenet kan håndtere det stigende demografiske pres, og hvilke muligheder der ligger i den kommende Region Østdanmark.

Fra centralisering til nærhed

Telemedicin er i stigende grad ikke blot et teknologisk supplement, men en organisatorisk nødvendighed. Særligt inden for øjenområdet viser udviklingen, hvordan digitale løsninger og nye samarbejdsformer kan skabe både kapacitet, kvalitet og nærhed i patientbehandlingen.

Samtidig stiller udviklingen nye krav til organisering, kompetencer og tværfagligt samarbejde. Når specialiseret behandling flyttes tættere på patienten, bliver det afgørende at sikre ensartede arbejdsgange, høj faglig kvalitet og tæt specialistunderstøttelse på tværs af matrikler og sektorer.

Program for Grand Round om populationsansvar og nærhed

Torsdag d. 28. maj kl. 08.00-08.50

1. Anti-VEGF-æraen – en revolution i behandling af nethindesygdomme

Miklos Schneider, konstitueret overlæge, ph.d., klinisk lektor, Øjenklinikken, Rigshospitalet 

Anti-VEGF-behandling har revolutioneret behandlingen af nethindesygdomme med markant forbedrede synsprognoser og er i dag en central del af oftalmologien.

Oplægget belyser både de kliniske gevinster og de organisatoriske udfordringer ved et stigende patientantal samt, hvordan innovation og nye behandlingsstrategier bidrager til at imødekomme behovet.

2. Screening for diabetisk nethindesygdom: Telemedicin og kompetenceudvikling
Oliver Niels Klefter, overlæge, ph.d., klinisk lektor, Øjenklinikken, Rigshospitalet 

Oplægget beskriver organiseringen af screening for diabetisk retinopati i Region Hovedstaden og illustrerer, hvordan telemedicin, tværfagligt samarbejde, uddannelse og kvalitetssikring forener central specialistviden med lokal tilgængelighed.

3. AMD-behandling: Telemedicin og opgaveglidning
Farah Arif, overlæge, Øjenklinikken, Rigshospitalet 

Oplægget beskriver, hvordan behandling og kontrol af patienter med våd AMD organiseres på tværs af Rigshospitalet og regionale satellitfunktioner.

Der sættes fokus på, hvordan telemedicin, opgaveglidning og tværfagligt samarbejde muliggør behandling tæt på patienten, høj faglig kvalitet på tværs af matrikler og fastholdelse af patienterne i langvarige forløb.

4. Telemedicin og Grønland
Anne Katrine Wiencke, ledende overlæge, Øjenklinikken, Rigshospitalet 

Oplægget beskriver øjenafdelingens dækning af hele Grønland via lokale nøglepersoner og otte telemedicinske stationer. Dermed muliggøres specialistvurdering decentralt på trods af store afstande og udfordrende infrastruktur.

5. Ude godt, men hjemme bedst – akut øjenbehandling tættere på patienten
Asrin Rasul, overlæge, Øjenklinikken, Rigshospitalet 

Oplægget beskriver, hvordan telemedicin kan bringe akut øjenbehandling tættere på patienten. På Bornholm samarbejder øjenafdelingen og akutmodtagelsen om lokal behandling af akutte øjenpatienter uden transport til Glostrup.

6. Paneldebat
Dagens temaer samles i en afsluttende paneldebat med fokus på populationsansvar, nærhed i behandlingen og fremtidens organisering af sundhedsvæsenet – herunder mulighederne i den kommende Region Østdanmark.​

Paneldebatten modereres af overlæge Javad Hajari og blandt deltagerne er cheflæge Rune Salling Holmbjørn samt dagens oplægsholdere.   






Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden