
Hjemmebehandling giver patienter mulighed for at opretholde et hverdagsliv i vante omgivelser og med større fleksibilitet. Mange patienter oplever større tilfredshed med deres forløb, spiser bedre, får mere motion og har færre komplikationer.
Videncenter for Specialiseret Hjemmebehandling er med til at gøre hjemmebehandling til et tilbud for flest muligt. Arbejdsgangene på Rigshospitalet skal organiseres, så hjemmebehandling er en tryg oplevelse.
Behandling og monitorering skal have samme høje faglige kvalitet hjemme som under indlæggelse, og patientsikkerheden skal være lige så god. Derfor tilpasses al hjemmebehandling, så den passer til den enkelte patients behov og muligheder.
Rigshospitalets personale skal støtte udviklingen af nye arbejdsgange og nye roller i samarbejdet med patienter og pårørende.
Videncenteret arbejder både for at udbrede kendte typer af hjemmebehandling og for at understøtte nye, innovative løsninger.
Indsatser
I 2022 er disse tre indsatser højt prioriteret:
- IV-behandling i hjemmet
- Monitorering i forhold til for eksempel diagnostik og vitale værdier
- Prøvetagning i hjemmet
Samarbejdspartnere
I arbejdet med at udvikle og styrke tilbud indenfor hjemmebehandling samarbejder videncenteret blandt andet med Region Hovedstadens
Videncenter for Telesundhed.SÅDAN DEFINERER VI HJEMMEBEHANDLINGSpecialiseret hjemmebehandling defineres som en pleje, behandling, procedure eller vurdering, der erstatter indlæggelse eller et ambulant besøg. Hjemmebehandling tilbydes indenfor områderne diagnostik, monitorering, behandling, rehabilitering og palliation.