Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Koncentrationsbesvær og ADHD

Har du svært ved at sidde stille og koncentrere dig om ting i længere tid ad gangen, kan du finde mere viden her på siden.


Hvis du har store vanskeligheder​ ved at sidde stille i skolen eller koncentrere dig om det, læreren siger, når der sker andre ting omkring dig, kan det være symptomer på ADHD. Der er dog mange andre grunde til, at man kan have svært ved at koncentrere sig og sidde stille.

Unge med en medfødt hjertesygdom oplever, ifølge dansk forskning, at de kan have sværere ved at koncentrere sig og være i ro sammenlignet med andre unge. De kan også oftere have svært ved at starte ting op, planlægge og organisere komplekse opgaver.

Symptomer på ADHD​​

De typiske symptomer på ADHD:

  • Svært ved at koncentrere sig.
  • Man er hyperaktiv.
  • Handler før man tænker (impulsiv).

Symptomerne kan vise sig ved:

  • Svært ved at fastholde fokus.
  • Tankerne flyver rundt i hovedet.
  • Kommer oftere til at lave fejl, fordi det skal gå hurtigt.
  • Lettere at distrahere – også af lyde, som andre nærmest ikke lægger mærke til.
  • Svært ved at følge instruktioner.
  • Nogle mister eller glemmer ofte deres ting.
  • Svært at skifte fra en aktivitet til en anden.
  • Svært at have opmærksomheden rettet mod mere end én opgave ad gangen.
  • Indre følelse af rastløshed.
  • Svært, at blive siddende på sin plads.
  • Svært at vente på at det bliver ens tur.

​Nogle unge, der senere får en diagnose for ADHD, har fået meget skæld ud igennem deres opvækst. De har fået at vide, at de er for urolige og larmer for meget. Nogle har oplevet, at de igen og igen er blevet afvist af andre børn eller unge. At de let kommer op at skændes. At de kommer til at overskride andres grænser, uden helt at forstå hvorfor. Det kan give en følelse af at være forkert eller ensom. 

Nogle kan også beskrive, at de kan bruge meget energi på at leve op til andres forventninger. Det kan gøre dem trætte og udmattede. Og give dem en følelse af, ikke at være gode nok.

Men der er også unge med ADHD, som kan opleve, at de er populære, fordi de fulde af idéer, og fantasifulde​.

Nogle har meget svært ved at koncentrere sig, uden at være hyperaktive eller impulsive. For nogle kan dette skyldes tilstanden ADD. ADD er "i familie med" ADHD og behandles på samme måde.

Hvis du har ADHD, skal du huske:
  • At ADHD er noget man er født med. Hjernen er udviklet en lille smule anderledes end hjerner uden ADHD, og det er altså ikke noget, man kan gøre for.
  • At du er hverken doven, dum eller dårlig opdraget.
  • At du ikke er alene, og at der er hjælp at få.
​​

Hvad kan jeg gø​re, hvis jeg har symptomer påADHD?

Hvis du mistænker, at du har ADHD, og symptomerne giver dig vanskeligheder i skolen og derhjemme, er det vigtigt at søge hjælp. Der er gode muligheder for at behandle ADHD.

Gode råd der kan hjælpe dig i gang:

  • Få hjælp til at skabe en tydelig struktur i din hverdag
  • Brug en kalender til dine aftaler. Det kan være en hjælp at have en ugeplan hængende på væggen, hvor alle ugens planer er noteret.
  • Hav en værktøjskasse med strategier til at klare de dagligdagsopgaver, der er svære. ADHD-foreningen har lavet en hjemmeside netop målrettet unge med ADHD. Her kan du finde videoer, der kan hjælp dig i gang.

Se mere på ADHD-foreningens hjemmeside (adhd.dk)

Hvis du har problemer med at sove? Få hjælp og råd til en god nattesøvn (mindhelper.dk)

​Hvilke muligheder er der for hjælp og behandling?​​

Det er en læge eller en psykolog, der kan vurdere, om du har ADHD eller om det er noget andet, der giver ADHD-lignende symptomer, og som kræver en anden behandling. For at blive undersøgt for ADHD, skal man henvises til en børne- og ungepsykiater af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) eller egen læge. Læs om de forskellige steder, man kan søge hjælp (rigshospitalet.dk)​​

Mange af de problemer, som unge med ADHD oplever, skyldes, at de ikke får den rigtige støtte fra omgivelserne. Når man har ADHD, har man nemlig nogle andre behov, end unge uden ADHD. Elementer i behandlingen for ADHD kan være:

Undervisning
Her bliver du og dine forældre klogere på, hvad ADHD er. I lærer, hvordan I bedst skaber nogle rammer derhjemme og i skolen, der er gode for dig. Hvis det er relevant, kan man nogle gange lave træningsforløb til at styrke hukommelsen, opmærksomheden og de sociale evner. Dine forælde kan komme på "forældretræningskurser" i, hvordan de bedst kan støtte dig.

Sociale støttemuligheder
Der er en lang række ting, man kan gøre, som hjælper på vanskelighederne med koncentration, uro og impulsivitet. For nogle er det rart, at:

  • Få hjælp til overblik over ugen, dagen og skoleopgaverne.
  • Få hjælp til at dele store projekter op i mindre opgaver.
  • Få en plads til klasselokalet, hvor der ikke er så mange forstyrrelser.
  • Læreren kort opridser de beskeder, hun gav i en fællesinstruktion på klassen.
Nogle har brug for specialundervisning. Hvis der er mange udfordringer derhjemme, og der for eksempel har været mange konflikter, kan der også være brug for, at nogle voksne udefra hjælper med at få gjort hjemmet til et positivt sted at være igen. Hvilke støttemuligheder der er brug for, afklares ofte i et fællesskab mellem dig, dine forældre, kommunen og eventuelt egen læge og børne- og ungdomspsykiatrien.

Medicin
I nogle tilfælde vælger man at behandle ADHD med medicin.
Langt de fleste unge med en medfødt hjertesygdom kan godt få medicin for ADHD. Det er dog en god idé at fortælle børne- og ungepsykiater om hjertesygdommen, så han eller hun sammen med en børnehjertelæge kan finde ud af hvilken medicintype, der skal vælges, og om der skal holdes lidt ekstra øje med hjertet i den første tid.​​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden