Langt de fleste børn og unge med medfødt hjertesygdom klarer sig lige så godt i livet som deres jævnaldrende. Fra undersøgelser ved man dog, at lidt flere børn og unge med medfødt hjertesygdom har svært ved at koncentrere sig i skolen, fungere godt socialt og at flere kan have triste og angste tanker. "Mind the Heart" er et forskningsprojekt med fokus på at hjælpe børn og unge med medfødt hjertesygdom til et liv i psykisk trivsel. Her kan du få viden og råd om nogle af de psykiske vanskeligheder, som børn og unge med medfødt hjertesygdom kan opleve.