Gå til hovedindhold

Gode råd fra andre forældre til børn med hjertesygdom og psykiske vanskeligheder

​Nedenfor kan du læse råd fra andre forældre til at klare en hverdag med et barn med medfødt hjertesygdom og samtidige psykiske vanskeligheder

​Stol på din egen intuition:

  • Stol på din mavefornemmelse vedrørende dit barn. 
  • Hæng i, hvis det er svært at få hjælp. Bank i bordet – du skal ikke tage et "nej" for gode vare, hvis du har en fornemmelse af, at dit barn har nogle vanskeligheder eller har brug for hjælp. 
  • Du skal være ligeglad med at virke "irriterende" – for det er dem, der insisterer mest, der får mest hjælp. 
  • Find den behandling eller støtte, der virker bedst for dig og dit barn. Hvis det I gør ikke virker, så prøv noget andet. 
  • Læger er også bare mennesker og de ved ikke alt. Hvis du ikke føler, at du får nok svar ved din læge, så søg videre. 

Husk at passe på dig selv:

  •  Sørg for at tale med andre om det, der er svært. Selvom det kan føles som et tabu at tale om at dit barn – eller at du selv - har det svært psykisk, vil det oftest blive taget godt imod af andre.   
  • Tal med en psykolog, hvis det er for hårdt for dig at stå i. En psykolog kan også hjælpe dig med at blive opmærksom på og få hjælp til eventuelle uhensigtsmæssige mønstre derhjemme. 
  • Brug jeres netværk til at aflaste jer, når det er svært. Bed for eksempel venner eller bedsteforældre om at tage familiens andre børn i biografen. Bed om hjælp til praktiske opgaver i en periode – for eksempel ved at komme med nogle retter til fryseren, der hurtigt kan tages op og varmes på de dage, hvor det hele brænder på.  

Husk hinanden som par:

Husk hinanden som et par. Spørg ind til hinanden hver dag og vær tilgivende over for hinanden og dig selv, hvis du eller din partner kommer til at handle uhensigtsmæssigt ud af afmagt.​​​

Husk også at fokusere på alt det ved dit barn, der ikke har noget med hjertet at gøre. 





Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden