Klinik for Nerve- og Muskelsygdomme, 8077
(Copenhagen Neuromuscular Center (CNMC))
Klinik for Nerve- og Muskelsygdomme (CNMC) blev dannet i 1998. Klinikken har en medarbejderstab på omkring 45 personer og har som mål at diagnosticere og behandle personer ramt af neuromuskulære sygdomme efter den allerhøjeste standard.
Et andet hovedformål for klinikken er at drive forskning og innovation indenfor området, så klinikken kan måle sig med de bedste i verden på dette område. Det omfatter egne forskningsprojekter drevet og initieret af klinikkens egne forskere, såvel som kliniske forsøgsmedicinafprøvninger, som klinikken udfører i samarbejde med medicinalindustrien, for at imødekomme den store udvikling på området og tilbyde vores patienter nye spændende behandlingstilbud.
Klinikken er medlem af European Reference Network for neuromuscular diseases (ERN-NMD).
Klinikken er overordnet bygget op omkring en klinik og en infusionsenhed, hvor behandling og diagnostik af personer med neuromuskulære sygdomme foregår. Derudover har vi en enhed for afprøvning af nye eksperimentelle mediciner, et laboratorie til diagnostiske undersøgelser og en forskningsenhed, hvis projekter spænder over basale molekylære-/celle-/dyreforsøg til kliniske forsøg.
Klinikken
Klinik for Nerve- og Muskelsygdomme, 8077 varetager udredning, diagnostik og behandling på et højt specialiseret niveau for alle sygdomme, der omfatter den neuromuskulære enhed (forhornscelle, perifere nerver (neuropati), neuromuskulære synapse, skeletmuskler (myopati)).
Klinikken har også en infusionsenhed, hvor patienter kommer, hvis de har behov for at få medicinsk behandling gennem en blodåre. Klinikken ser cirka 800 nye patienter og har cirka 7000 patientbesøg årligt.
Enhed for forsøgsmedicin (Clinical trial unit)
Udvikling af lægemidler har taget fart de sidste 15 år, og vores center har derfor opbygget en stor klinisk afprøvningsenhed med over 10 fastansatte medarbejdere. Der udføres forsøg på alle stadier, det vil sige fase 1 til fase 3 studier, inden for alle typer af neuromuskulære sygdomme.
Patienter fra hele Danmark og udlandet deltager i enhedens forskning i forsøgsmedicin. Få af studierne er stadiet før behandlingsforsøg, og omhandler udvikling af målepunkter (outcome measures) i observationsstudier (Natural history studies) til kommende behandlingsforsøg.
Forskningsenheden
Klinik for Nerve- og Muskelsygdomme forsker i alle neuromuskulære sygdomme. Vi fokuserer på forskning, som spænder bredt: Lige fra basal forskning i musklens stamceller og udvikling af dyremodeller for en lang række forskellige neuromuskulære sygdomme, til forståelse af sygdomsmekanismer til brug for udvikling af nye behandlingsmuligheder til klinisk forskning med fokus fra afprøvning af nye behandlinger af både medicinsk og træningsmæssig karakter.
Vi har fokus på at have et godt nationalt og internationalt forskningsnetværk, som gør de muligt at lave forskning på tværs af landegrænser, som bringer ikke blot nye ideer, viden og erfaring, men særligt faciliterer forskning i meget sjældne sygdomme, hvor der kun er få patienter i verden.
Nøgletal
Ambulante førstegangsbesøg 400-600
Ambulante kontrolbesøg 1500