I 2016 startede Københavns Universitet i samarbejde med Dansk Hovedpinecenter, en unik toårig kandidatuddannelse for sundhedsprofessionelle, med speciale i hovedpinesygdomme. Masteruddannelsen imødekommer et stort og voksende behov for at diagnosticere, behandle og forske i hovedpinesygdomme. Hovedparten af de masterstuderende er læger, men der er også sygeplejersker, fysioterapeuter og andre sundhedsfaglige grupper.
Fra 2016 til 2024 har i alt 87 kandidater gennemført uddannelsen, og de er nu klar til at bidrage til at forbedre hovedpinebehandlingen i 35 forskellige lande, f.eks. Norge, Holland, Spanien, Grækenland, Iran, Filippinerne, Argentina og USA. Femte hold af masterstuderende starter i oktober 2024 med studerende fra 24 lande.
Undervisningsprogrammet på masteruddannelsen foregår på engelsk over 2 år som en blanding af e-læring, fire 1-uges kurser i København og et 3 uger varende klinisk ophold på Dansk Hovedpinecenter ved Rigshospitalet - Glostrup. Endelig afsluttes masteruddannelsen med en selvstændig skriftlig masteropgave. Studiet kan således tages som et 2-årigt deltidsstudie, hvor de studerende fortsat kan fungere i deres vanlige klinisk arbejde.
Uddannelsen tager udgangspunkt i Dansk Hovedpinecenters mangeårig tradition for behandling i verdensklasse og banebrydende forskning. Uddannelsen har høstet betydelig støtte og interesse fra internationale og nationale gæsteforelæsere, som underviser og bidrager til at udvikle masteruddannelsen.
Du kan læse mere om uddannelsen Master of Headache Disorders på
Københavns Universitets hjemmeside
Professor Rigmor Højland Jensen og forskningslektor overlæge Henrik W. Schytz

Professor Rigmor Højland Jensen

Klinisk undervisning på Dansk Hovedpinecenter
Studerende og undervisere fra holdet der afsluttede deres masteruddannelse i 2024