Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Autoimmune leversygdomme

​Information til dig, der skal undersøges eller behandles for en af de autoimmune leversygdomme Autoimmun Hepatitis (AIH), Primær Biliær ​Cholangitis (PBC), Primær Skleroserende Cholangitis (PSC). Her kan du læse om, hvordan et typisk forløb ser ud, og hvad du kan forvente undervejs.


​Autoimmune leversygdomme er sjældne, og behandlingen kræver særlig erfaring. Hvis du har en af disse sygdomme og bor i Region Hovedstaden eller Region Sjælland, vil du ofte blive henvist til Leverklinikken på Rigshospitalet, som er specialiseret i disse sygdomme.

Vi behandler de komplicerede tilfælde af AIH og PBC, som kræver specialistbehandling. Vi behandler de fleste med PSC, og alle personer med PSC tilbydes et forløb på Rigshospitalet.

​Vi følger ca. 250 patienter med hver af diagnoserne AIH, PBC og PSC. 

Cirka 10 % af patienterne har to diagnoser samtidig, fx AIH og PSC eller AIH og PBC. Dette kaldes overlapssyndrom.​

Når vi undersøger for autoimmun leversygdom, tager vi typisk blodprøver og skanner leveren med ultralyd, CT eller MR. Ofte er det også nødvendigt at tage en vævsprøve fra leveren (leverbiopsi).

Da mange af vores patienter er henvist fra andre sygehuse, vil du ofte have fået foretaget disse undersøgelser, inden du henvises til Rigshospitalet. ​


Behandlingen afhænger af din diagnose og bliver altid tilpasset dig som person.

Hvis du har PBC (primær galdegangsbetændelse), får du næsten altid behandling med en særlig type galdesyre i medicinsk form. Nogle gange kan der være brug for supplerende behandling.

Hvis du har PSC (primær skleroserende galdegangsbetændelse), handler behandlingen især om at forebygge og behandle de komplikationer, der kan opstå undervejs.

Hvis du har AIH (autoimmun leverbetændelse), får du typisk medicin, der dæmper immunforsvaret.

Alle tre sygdomme kan i nogle tilfælde udvikle sig til skrumpelever. I sjældne tilfælde kan det betyde, at en levertransplantation bliver nødvendig. For de fleste patienter er det dog ikke tilfældet.

Selvom PSC er en sjælden sygdom, er det faktisk den hyppigste årsag til levertransplantation i Danmark. ​


Udredning og behandling af autoimmune leversygdomme kræver meget sjældent indlæggelse. Derfor foregår det som regel ambulant.

Vi følger dig med blodprøver og konsultationer i vores Leverklinik. Hvor ofte afhænger af, hvor stabil din tilstand er. Typisk vil du blive fulgt hver 3., 6. eller 12. måned.

Eventuelle billeddiagnostiske undersøgelser som ultralyd, CT-skanning og MR-skanning foregår også ambulant på den billeddiagnostiske afdeling på Rigshospitalet. ​


​​Patientinformation

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden