Afdeling for Blodsygdomme er en del af Center for Kræft og Organsygdomme projekt om patientinddragelse. Formålet med projektet er at afprøve nye metoder til at inddrage patienter og pårørende i vores arbejde og belyse, hvordan vi kan forbedre samarbejdet med patienter og pårørende.
Patient- og pårørendepanel
Projekter i afdelingen
Patientinddragelsesprojektet rummer både generelle tiltag omkring patientinddragelse og forbedring af patientoplevelsen, som er rullet ud på alle afdelinger i Center for Kræft og Organsygdomme, og lokale projekter, der specifikt tager udgangspunkt i behov hos vores patienter.
I Afdeling for Blodsygdomme arbejder vi med følgende lokale projekter:
-
Ude godt, hjemme bedst - kemoterapi i hjemmet
I forbindelse med et 6 måneders stipendiat udvikledes den funktionalitet, der har muliggjort behandling med kemoterapi i hjemmet gennem en kemopumpe. Resultaterne ved afprøvning på udvalgt patientgruppe var så lovende, at vi i 2015 er i gang med at opbygge setup, så alle relevante og interesserede patienter i Afdeling for Blodsygdomme fremover kan tilbydes kemoterapi i eget hjem.
-
Ungdomsliv og kræft
I samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og Juliane Marie Centret har Afdeling for Blodsygdomme skabt ungevenlige rammer (opholdsrum og sengestuer) indrettet af unge til unge gennem et såkaldt hackathon, hvor alle gode kræfter over en weekend har skabt grundlaget for det, der i dag ikke kun er et fysisk sted, men også et rum, hvor det liv, der optager de unge patienter, får plads.
-
Drop-in-møder for patienter med myelomatose
Mødeforum uden tilmelding og dagsorden for patienter med myelomatose. Læge og sygeplejerske deltager, patienterne sætter indhold for mødet.
-
Patientcaféer
Tilbud om tværfaglig undervisning og erfaringsudveksling for patienter i Afdeling for Blodsygdomme.
-
Træning og fysisk aktivitet når patienterne er i behandling for en hæmatologisk kræftsygdom
Fokus på fysisk aktivitet og rehabilitering. Projektet hedder PACE - patient activation through activation and counseling.
-
Børn som pårørende
I Enhed 2 er projekt ”Børn som pårørende” allerede startet i 2014 med tværfaglig undervisning. I Enhed 1 og 3 starter projekt ”Tidlig psykisk støtte til traumatiserede børn og unge på hospitalet” primo 2015.
-
Stuegangsprojekt
Alle afdelingens 3 enheder er involveret i stuegangsprojekt, hvor formålet er at forbedre koordineringen omkring stuegang, give faste tider som patienter og pårørende kan holde sig til – og frigive ressourcer gennem forenklede arbejdsgange. Patienter og pårørende har deltaget gennem feedbackmøde.